Godt så!

Klara har lige været syg i hvad der ligner to uger. Hun har haft feber, som så faldt, for blot at returnere. Bagefter kom mave-halløjet. Men idag skulle hun i børnehave. Thomas har også været syg en uges tid, og jeg har også lige rundet sygdommen. Ida er heldigvis gået fri.

Men idag er det mandag, og vi skulle alle afsted, også Klara. Det gik helt fint. Lige indtil de ringede fra børnehaven: "Klara er faldet og har slået en flænge i sit øjenbryn". Afsted fra arbejde for at hente Klara i børnehaven. Hun havde taget det hele i stiv arm, hun havde ikke engang grædt, ifølge de voksne. Hun var gået ind på en stue, hvor de ikke havde været voksne, var faldt ned fra en høj skammel og havde ramt bordkanten på vej ned. Heldigvis gik det ikke denne gang ud over tænderne (moren sukkede lettet). Klara havde ikke grædt, men var gået ind på sin egen stue, og sagde, mens hun tørrede sig over øjenbrynet med ærmet, at hun havde slået sig. Hun sagde dog til mig, at hun havde grædt lidt, da hun faldt, men det kan ikke have været det store, for normalt, når Klara bliver ked, er man ikke i tvivl.

Så forbi SFO'en for at hente Ida og så mod skadestuen. Hvor vi ventede først i hundrede år, indtil en sygeplejerske hurtigt konstaterede, at en behandlersygeplejerske skulle sætte et plaster på, men at det ville tage lidt tid, inden det ville ske, da de var underbemandede. Desuden væltede det ind med ambulance-patienter, som naturligvis havde førsteprioritet. Så ventede vi lige hundrede år mere. Hold nu OP, hvor det var længe at sidde dér og bare vente. Vi endte faktisk med at tilbringe 3½ time på skadestuen. Det er lææænge.

Heldigvis var begge piger både glade og meget tålmodige.

Da vi endelig kom til hos behandlersygeplejersken, tog det et splitsekund at få mindstemusen ordnet. Ikke mindst fordi Klara var helt absurd sej! Hun sad bomstille hos mig, mens sygeplejersken vaskede grundigt. Klara fortrak ikke den mindste mine. Og så kom der plastre på, og så var hun færdig. Til morens store stolthed sagde sygeplejerskerne, at Klara var meget dygtig og sej. Og det var hun jo også!

De to sygeplejersker var meget søde, men gav de samme beskeder i munden på hinanden, så imorgen må jeg lige finde ud af, hvor længe de der plastre skal sidde på, for det gik da helt hen over hovedet på mig.

Iøvrigt typisk at vi må på skadestuen med hende den lille vildkat, det er jo også næsten to måneder siden, hun gav sine fortænder et gok. Tsk, tsk.

Og nu venter vi så på et supersejt blåt øje. Måske bliver vi endda en liiile smule skuffede, hvis det ikke dukker op.

I mellemtiden kan vi jo så passe, pleje og nusse om Ida, som valgte at få feber her efter sengetid. Det kune ligne den sygdom, vi andre allerede har været omkring.

Det er altså også min egen skyld, for jeg kom til - lige lovlig friskt - at sige til min kollega idag: "Ja, vi er alle friske og afsted idag!" Skal man ALDRIG gøre! Hvornår lærer jeg det?!