Sammenfald

Jeg føler mig ved siden af mig selv. I sidste uge var jeg i dårligt humør, sur og træls at være sammen med. Nu er min sindsstemning bare lav, og jeg er mere eller mindre trist.

Men hvorfor?

Tja, jeg ved det ikke rigtigt selv. Har i mange år haft det sådan i perioder, men faktisk ikke i de seneste år. Og så nu lige pludselig alligevel. Er så ked af, at jeg var så træls sidste uge. Synes efterårsferien kom og gik med alt for meget praktisk og alt for lidt ro. Idas fødselsdag blev for mig overskygget at mit dårlige humør, og det var for første gang - for mig i hvert fald - ikke den sædvanlige skønne dag, fordi jeg var sur og ked af det.

I en lang periode har der været ting, der har optaget vores liv. Både ting, der har taget nogle år, og ting der har fyldt i nogle måneder, og nu giver vi slip. Vi runder noget af, og er kommet videre fra noget andet. Men det har fyldt. Måske giver luften i livet muligheden for at falde lidt sammen.

Og nu er hverdagen i gang, og det kunne godt være nemmere. Føler det anstrengt med en kollega, som jeg ellers har været/er glad for. Savner mine egne børn frygteligt, når jeg passer andres. Og nu er Ida syg, så jeg er nødt til at melde mig barn syg imorgen (Thomas er på arbejde, og han plejer ellers at tage rigtig mange af barn syg-dagene), og jeg synes, det er svært at skulle melde fra på arbejdet. Har dårlig samvittighed. Samtidig vil jeg være glad for den sjældne glæde af en dag kun sammen med Ida.

Jeg føler mig ved siden af mig selv. Mangler overblik, glemmer ting, har ikke styr på sædvanlige gøremål og opgaver.

Heldigvis er det blevet lidt bedre fra søndag til idag tirsdag, og det skal nok blive bedre endnu, det tager nok bare lidt tid. Som jeg ikke gider bruge på det. Vil bare have mit gode humør tilbage.