Mandag aften efter aftensmaden faldt Klara og slog sine fortænder. Hun hoppede over en lille sækkestol, og fik ikke taget fra med hænderne, da hun ramte gulvet. Hun græd voldsomt, men umiddelbart kunne jeg ikke se noget på tænderne, hverken at der var slået noget af, eller at de virkede løse.
Da hun skulle have børstet tænder, og jeg kunne se tænderne i meget stærkere lys, var sagen dog en anden. Begge fortænder virkede løse, syntes jeg, og der var en lillebitte smule blod i tandkødskanten bag den højre fortand (som er den, Klara tidligere har slået et par stykker af).
Igår var vi hos skoletandlægen, som var meget grundig. Hun lyttede, hun kiggede og de endte også med at tage et røntgenbillede for at se, om der noget at se på roden af tænderne.
Tandlægen vurderede, at den tand, det er gået mest ud over, er den højre fortand - som desværre også tidligere er slået. Den venstre fortand vurderede hun, der ikke var sket videre med, og den var vist heller ikke rigtigt løs. Det kunne jeg ikke helt finde ud af (jeg synes dog selv, jeg kan se en forandring i tandstillingen på den venstre fortand, men tandlægen mente, det var den højre, der havde skiftet stilling). På røntgenbilledet var der umiddelbart ikke noget at dårligt at se, bortset fra, at det var tydeligt, at den højre - tidligere skadede - fortand, havde lidt skade. Dette kunne ses ved, at selve tanden omkring nervedelen i roden (svært at forklare) havde trukket sig, så der ikke var meget tand omkring nerverne. Puh, tænker jeg - hvis det slag dengang har gjort det - er dette slag så døddstødet for hende fortand??
Lige nu skal Klara havde skånekost, dvs. blød kost, for at give nerverne i fortanden/-tænderne ro til at komme sig. Det skal hun have ca. 10 dage. Derefter skal hun begynde så småt at spise igen, og det er også her, når hun begynder at bruge tanden igen, at den vil begynde at sætte sig fast igen (hvis den gør det, sagde tandlægen. Gulp). Og så skal vi holde øje med forandringer i tandkødet, eller om Klara klager over smerter fra tanden/tænderne, hvilket kan være tegn på betændelse, og det må der selvfølgelig ikke være. Og så kan vi ellers bare vente og håbe på, at tanden ikke har taget alvorlig skade. Vi vil kunne se det indenfor tre måneder. TRE MÅNEDER!
Dét er godt nok svært, synes jeg. Bare at skulle vente. Jeg var i forvejen frygteligt ked af, at Klara havde slået et par små stykker af sin ene fortand, men alligevel taknemmelig for, at den hverken er blevet blå eller brun. Men nu - hvem ved, hvor meget sådan en lille mælketand kan holde til. Og faktisk synes jeg, at jeg allerede idag, kun halvanden dag efter slaget, kan se en forandring i tandens farve. Åh, jeg kan slet ikke holde det ud. Og ja, jeg ved godt, det kunne have været meget værre. Og at det bare er en mælketand, som jo bliver skiftet ud på at tidspunkt. Og at vi bare skal være glade, hvis de blivende tænder ikke har taget skade. Og at det jo ikke betyder så meget. Jeg ved det godt. Men det betyder bare noget for mig.
Samtidig forsøger jeg at forlige mig med, at så er det jo bare sådan, det er. Vi kan jo ikke gøre andet end at passe på tanden lige nu. Resten er ude af vores hænder. Og hun er jo stadig vores skønne Klara, brun fortand eller ej. Og det er da også typisk, at det lige er hende, der kan komme til at rende rundt med sådan en skadet fortand. Hende, der altid har plaster på knæene som sommeren, og som er nysgerrig og frisk på nye oplevelser og eventyr.
Jaja, og nogle vil synes, jeg er absolut pernittengryn. Og det er jeg måske også. Og jeg prøver også at lade være med at være det. Men jeg er alligevel så ked af det, bekymret og ærgerlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar