Igår var Klara og jeg i børnehaven sammen. Vi ankom kl. 9.30, og sagde farvel og på gensyn kl. 12. Vi fandt Klaras garderobeplads (den med den fine svamp på mærket), satte madkassen i køleskabet, og gik så på stuen. Der sad nogle børn og lavede perleplader, så vi slog os ned sammen med dem. Bagefter gik vi rundt og kiggede lidt. Hvor var toiletterne? Hvad lavede de andre børn? Hvor kan man vinke til sin far og mor om morgenen? Der var meget at kigge på, og Klara holdt sig tæt til mig. Men da den ene voksne tilbød at læse en bog sammen med Klara og et andet barn, gik Klara fint med. Jeg holdt mig i baggrunden, og det gik fint. Klara fik lov til at være med til at dække rullebordet til frokost, og det ville hun gerne. Jeg hørte hende sige til den voksne, da de var i gang med at finde madkasserne i køleskabet: "Jeg har en madkasse med Mickey Mouse på", og da den voksne ikke lige hørte det, sagde Klara det igen, blev hørt og fik snakket lidt om det. Det gjorde mig glad at opleve, at hun holdt ved, og ikke bare opgav, da den voksne ikke lige hørte hende første gang. Det er godt at kunne holde ved, i stedet forat stå med noget uforløst.
Så var der samling, hvor Klara fint sagde "ja", da hun blev råbt op. Derefter frokost og så hjem at iove 2½ time!! Hun var træt og brugt, og virkede som om det hele havde været både spændende og overvældende.
Alligevel snakkede hun allerede til frokosten i børnehaven igår om, at hun selv skulle spise frokost i børnehaven idag, og at vi skulle vinke til hinanden ud af vinduet i køkkenet.
Og det var med en glad Klara, jeg tog afsted til børnehaven med idag. Og hun var stadig fuldstændig afklaret om at skulle vinke til mig og være i børnehaven selv. Jeg selv var mere tilbageholdende - jeg syntes måske nok, det var lige tidligt nok, hvis hun skulle være alene for længe. Men hun havde kun fået overtøjet af, da hun trak mig mod vinkepladsen i køkkenet, og jeg blev enig med de voksne om, at det vel også er at følge hende, hvis hun er parat til det.
Så jeg vinkede til Klara og den voksne, der tog sig godt af hende. Klara smilede glad og vinkede - og så kørte jeg. Meget mærkeligt. Og så kunne jeg bare vente på at et par timer gik, og jeg kunne hente hende efter frokost.
Og hvad sker der så, når jeg kommer og henter? Stort kram, stort smil. Og så "Øv! Jeg ville ud at lege!" Hvor dejligt er det ikke lige?! Hun ville bare have mere børnehave. Og en af de voksne kom og fortalte om den rigtigt gode dag, Klara havde haft. Hun havde tegnet (en tegning af Ida), lagt puslespil, været ude at lege, hvor hun havde gynget og besøgt nabobørnehavens legeplads, siddet helt uimponeret sammen med de store børn i sofaen til samling, spist madpakke og snakket med en voksen ved det modsatte bord under frokosten. Hun havde ikke klistret til de voksne, men brugt dem på en god måde, og hun havde bare klaret det så flot.
Og jeg var glad helt ind i hjertet.
Men så skulle en middagslur også gøre godt. "Jeg er ikke træt" bedyrede Klara - og det var åbenbart rigtigt, for hun sprang middagsluren over og klarede aligevel dagen i fin stil.
Sådan, Klara!
Og nu vil jeg snart finde min seng, for imorgen skal jeg på arbejde igen efter påskeferie og børnehave-opstart, og de næste dage har Thomas glæden af at give Klara en god start på børnehavelivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar