Tiden går. Nej, den flyver. Og hos mig fyldes den ud med alt for meget af noget, der burde være bedre, rarere og sjovere i betragtning af, hvor lang tid jeg bruger på det.
Arbejdet.
De sidste tre uger har været mareridts-agtige. Ingen mennesker i huset, så os få der har været, har løbet SÅ stærkt. Med træthed, tynd hud og irritation til følge. Nu hvor huset retter sig lidt personalemæssigt igen, står der frustrerede personaler i alle hjørner. Og man mærker det. Stemningen er tung, og der er ikke langt til de spidse bemærkninger.
Øv, øv, øv.
Og jeg er nødt til at udholde det. Huset. Kollegerne. Aldersgruppen. Men jeg har vendt blikket ud ad, og venter nu bare på, noget godt byder sig til. For nyt job må der til, og det kan kun gå for langsomt. Tålmodigheden må jeg dog væbne mig med lidt endnu. Men pludselig, lige pludselig, er der noget til mig. Jeg tror. Og håber.
Snarest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar