23 august 2011

Gulp!

Jeg fik meget hurtigt, efter jeg var begyndt på mit nye arbejde, tilbudt at tage praktikvejleder-uddanelsen - på kommunens regning - jeg skulle bare sige ja tak eller nej tak. Jeg valgte at sige ja tak, da jeg synes, det vil være spændende at være med til at give nogle pædagogstuderende noget med i rygsækken.

Uddannelsen foregår over seks uger i løbet af resten af året, og forløbet begynder på mandag. Så skal jeg sidde på skolebænken i to uger og suge til mig. Spændende, bestemt, men det er altså også med en del sommerfugle i maven, jeg går ind til det. Pædagoguddannelsen har ændret sig meget, siden jeg læste, og kravene til praktikvejledere er meget anderledes end tidligere. Jeg kan mærke, jeg er nervøs for, om jeg kan leve op til det, jeg gerne vil i denne uddannelse, og jeg synes, der er rigtig meget læsestof - og ikke det hele ville jeg af mig selv have givet mig i kast med. Der er prøver undervejs og en endelig eksamen til sidst, og allerede nu bekymrer jeg mig om, hvordan det skal gå. Jeg håber, jeg kan følge med. At jeg får fat i de rigtige ting, sagt og skrevet det vigtige og korrekte. Og jeg håber, jeg får noget med mig, som jeg kan bruge ude i den virkelige verden.

Lige nu fylder nervøsiteten en del. Jeg håber bare, jeg kan finde hoved og hale på det. Det hele virker lidt uoverskueligt. Ind imellem ville jeg ønske, jeg havde sagt nej. Men det er nok præstationsangsten, der puster sig op.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kender godt følelsen :-) Jeg tog uddannelsen for 2 år siden, og det gik rigtig fint men også hårdt at komme tilbage på skolebænken. Har dog haft meget glæde af uddannelsen og føler mig bedre rustet til praktikanter end mine kollegaer, som har minikurset.
Rigtig god arbejdslyst :-)

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Jeg har lige her til aften været til et foredrag om særligt sensitive mennesker. For det er jeg nemlig.
Det var rigtig godt. Og jeg tænkte flere gange på dig og IDA. Jeg skrev ikke på mine papirer så jeg kan scanne dem og sende dem til dig.
Og når jeg skriver det her, så er det fordi dit indlæg får mig til at tænke på det med at ville præstere, gøre det rigtige og gøre det godt. At være usikker overfor det nye ukendte, at have brug for at være forberedt. Jeg ved at du har talt om Ida og at hun er sensitiv pga sin tidlige fødsel, men måske er du faktisk også et særlig sensibelt menneske, som mærker, tænker og føler en masse?
Jeg ved ikke om det giver mening her, men det gav virkelig overraskende meget mening for mig hertil aften. Så meget at jeg var ved at tude fordi det var så rigtigt - sådan er jeg.

Og 15-20 % af os er særligt sensitive. Og de børn der er det skal endelig ikke presses og de skal altid forberedes grundigt.

Men jeg sender dig en mail, når jeg har scannet det, så kan du jo læse det, hvis du har lyst.

Og så tilbage til din efteruddannelse: det lyder spændende og jeg tror du vil kunne bruge noget af det - ellers er det ds helt langt ude ;) Jeg genkender godt det med at man ikke liiiige selv ville have valgt bøgerne :/

Pernille sagde ...

Det er helt rigtigt, hvad du tænker. Både Thomas og jeg er særligt sensitive, og Ida også. Klara viser faktisk ikke tegn på det, endnu i hvert fald.

Jeg har faktisk også haft kig på et foredrag om særligt sensitive mennesker, men det foredrag omhandlede også noget om forskellige diagnoser, som gør mennesker sensitive, som jeg ikke syntes, var så relevant.

Jeg kan huske, at jeg i mit fagblad for måske et par år siden læste en artikel om "De oversete" - dvs. særligt sensitive børn, som dengang også ramte noget både ift. Ida og mig selv.

Jeg tror, at viden om særlig sensitivitet, er en betydningsfuld viden at have i arbejdet med mennesker, men det er et overset område. Eller - overset er måske ikke det rigtige ord, for faktisk tror jeg, der er rigtigt mange, der slet ikke kender til begrebet.

Ift. Ida synes jeg, jeg mærker, at der med modenhed også kommer lidt mere tykhudethed, hvis du forstår. Altså, jeg oplever hende knap så sensitiv. Om det er pga. hendes tidlige ankomst - det skal jeg ikke kunne sige. Den kobling har jeg nok gjort. Nu ved jeg ikke. Er man sensitiv, er man det vel. Men selvfølgelig - tidlig fødsel er bestemt en faktor, de rkan spille ind. Kan der være noget arvelighed med i spillet?

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Det her er jo nærmest old news for dig. Det er faktisk godt at høre :)
Det hun fortalte var at det i høj grad var arveligt. De havde fundet særlige gener, som i et samspil gjorde en sensitiv. Ens opvækst kan så påvirke ens sensitivitet i en positiv eller negativ retning. Det er derfor meget vigtigt at sensitive børn ikke irettesættes for voldsomt, fordi de tager det tifold ind. Og de skal heller ikke presses ud i noget, som de ikke vil. Det pointerede hun som meget vigtigt.
Og nu forstår jeg pludselig Louis meget bedre. Det var så meget os hun talte om.
Hun nævnte www.sensitiv.dk - jeg har ikke checket sitet ud, men det er et som hun står bag. Jeg mener at hun hed Lise August. Jegkan anbefale hendes foredrag om emnet. Det var sagligt, velunderbygget pg fuld af eksempler, som man kan relatere sig til.