En helt ny verden

Vores to børn er så forskellige.

Det er så fascinerende, at søskende er så forskellige. Altså, man ved jo godt, at alle mennesker er forskellige, men måske har jeg bare haft en ubevidst forventning om, at søskende måske er lidt mere ens end andre mennesker.

Men så kom Klara.

Ida er sensitiv, men selvstændig. Nysgerrig, men forsigtig. Og så er hun kvik, sjov, glad og med på sjov og ballade. Ida er verbal, så det basker, og har altid været det. hun har humor, og hun har en stærk vilje og mening. Det motoriske har ikke været hendes force - hun har først gjort tingene, feks. begyndt at gå eller har smidt bleen, når hun følte sig 110% sikker på at kunne det. Ikke fordi hun er perfektionistisk, bare fordi det vist føltes sikrest. Ikke at hun er u-motorisk, hun er bare forsigtig. Ida er bange for nogle ting, feks, hunde, mørke og uhyggelige lyde, og har stort set altid været det. Og så er hun musikalsk.

Klara er en blød pige, der gerne vil nusse, putte og have sin sut, men hun er ikke sensitiv som Ida. Klara går sine egne vegne, også helt bogstaveligt. Hvis det, der sker, ikke falder i hendes smag, er hun den, der er gået. Det kan godt være interessant i Netto, på biblioteket og hvor man ellers kan være nødt til at rende efter hende. Klara har ikke været så verbal som Ida, men hendes sprog kommer nu - i eksplosionsfart. Til gengæld er hun motorisk utroligt stærk: Hun cykler så flot på sin trehjulede cykel, hun klatrer og kravler, rutcher og hopper på trampolin, og hun klæder sig af og på (og har gjort det længe), så det er en fryd. Nå ja, og så er hun begyndt at bruge sin potte. Hun har i den grad drev og er vældig beslutsom. Klara er som sin søster glad og med på sjov, og så begynder hun at vise musikalske evner, ligesom Ida (nu har de også en far, der er dygtig på det område).

Det er feks. en helt ny oplevelse at stå på Flyvergrillen, og Klara bare klatrer på ad trappen til den høje rutchebane, står og nyder udsigten fra toppen, og så suser ned - for så snart hun er nede at sige "Igen!".

Sådan en rutchebane er Ida først for nylig blevet sådan rimeligt ok med. Det der gå-på-mod hos Klara skal vi lige lære at kende, for den slags har vi ikke været vant til. Og det betyder, at man skal være lidt på mærkerne, for at det ikke ender lidt for interessant somme tider.

Det er spændende sådan at opleve, hvor forskellige ens børn er, selvom de vokser op i det samme hjem. Så kan man snakke om arv og miljø, om placering i søskendeflokken og om forældrenes måde at være forældre overfor det enkelte barn. Men faktum er, at vores børn i hvert fald er utroligt forskellige, selvom de også har punkter, hvor de har samme træk.