Åh, denne vinterferie blev ikke helt, som jeg havde ønsket og forestillet mig den. Det begyndte ellers fint, med Thomas på døgnvagt søndag til mandag, og os tre piger der hyggede hjemme. Så fik jeg den åndssvage idé, at vi skulle til Hillerød og fodre ænder i Slotssøen og på jagt efter en lille Valentinsgave til manden min.
Men turen til Hillerød var en katastrofe. Det var ubeskriveligt koldt, ænderne var alt for mange og voldsomt ivrige, så Ida blev bange, og jeg måtte bare tømme brødposens indhold ud over ænderne, så vi kunne komme væk derfra. Så trissede vi ellers op mod gågaden. Superhyggeligt var det, at have Ida snakkende ved min side og Klaras lille hånd i min, mens vi gik hen ad gaden. Lige indtil Klara og jeg slap hinandens hænder - og hun faldt. Åh, for pokker, altså. Og af en eller anden grund tog hun ikke fra med hænderne og slog munden i asfalten. Da jeg løftede hende op, havde hun lidt blod på læben, og jeg så en slået fortand. Og er der noget, jeg har det skidt med, så er det tandskader. Så hellere en brækket arm. Ja, vi har vel alle vores ømme punkter.
Så mig med Klara i armene og Ida i hælene ind i den nærmeste forretning, hvor de to ekspedienter var helt fantastisk imødekommende. Vi kom ud i baglokalet, fik vasket Klara og kigget på skaderne, som heldigvis umiddelbart kun lignede en tand med lidt knækket af, men ikke virkede løs, samt en skrammet overlæbe.
Mens jeg snakkede med de to ekspedienter om, hvad jeg skulle gøre - jeg var så urolig og ked af det, og måtte virkelig holde på mig selv for ikke at bryde ud i gråd - prøvede Ida, som stod lige bag mig (jeg sad på en stol med Klara) - at sige noget til mig et par gange, men jeg reagerede desværre ikke lige på det. Og så kastede den stakkels pige ellers op. Godt og grundigt og ud over både sig selv, Klara, mig og gulvet. Det kan skræk gøre ved den stakkels Ida.
Ida blev tørret af, og den ene ekspedient tog hende med ind i butikken, hvor hun fik lynet flyverdragten op og fik lidt at drikke, mens de to snakkede om mini-sfo og skolestart. Imens ryddede den anden ekspedient og jeg op i baglokalet. Klara stod helt stille, mens ekspedienten vaskede hendes flyverdragt af for opkast, og jeg tørrede gulvet og mig selv af. Du godeste, et show. Men så søde og handlekraftige var de to ekspedienter, hvilket jeg er dem så taknemmelig for.
Så op på skadestuen for at få vurderet skaderne. De kiggede på Klara, mærkede at tanden sad fast, og kunne så ikke gøre mere, og jeg fik at vide, at vi skulle få egen tandlæge til at se på hende.
Tja, så tænker man bare, at børn skal sørge for at slå deres tænder udenfor en skoleferie eller i hvert fald skal de gøre det mellem klokken 16 og 07, hvor tandlægevagten har åben! For i vores kommune er alle skoletandklinikker lukket i ferierne. De henviser så til egen tandlæge, men voksen-tandlægerne jeg snakkede med, ville ikke se på Klara, da de ikke syntes, de har kompetence til at se på børn, når de ikke er børnetandlæger. Så ikke før på onsdag, over en uge efter uheldet, kan vi få en tandlæge til at se på Klara. Det er jeg faktisk lidt harm over!
Men Klaras tand ser hæderlig ud. Hun har slået lidt af den - det er den højre fortand - og jeg er knust over det. Jeg synes simpelthen, jeg skal vænne mig til et helt nyt ansigt, når hun smiler til mig. Men så slemt er det vist ikke i andres øjne. Jeg føler mig også bare så skyldig, fordi jeg synes, jeg kunne have gjort så mange andre ting (blevet hjemme, have blevet ved med at holde hende i hånden osv.), så det ikke var sket. Og så har jeg jo det der med tænder. Den tand bliver jo aldrig den samme igen. Og ja, det er da godt, det kun er en mælketand. Men alligevel.
Næste bekymring er så, om både mælketanden og den blivende tand oppe i gummen har kunnet klare medfarten. Indtil videre, og nu er der gået nogle dage, siden det skete, ser tanden fin ud. Ingen farveændring på selve tanden og ingen blæner i tandkødet. Så vi håber, hun er sluppet med en lidt knækket tand, og hvis det forholder sig sådan, er jeg meget, meget taknemmelig. Men stadig så frygtelig, frygtelig ærgerlig.
8 kommentarer:
Uha, det lyder ikke sjovt. Men dejligt at de der ekspedienter var så søde.
Er der noget i vejen for at få sat lidt plast på den tand, dér hvor fligen mangler? Bare en lille klat? Helt uden bedøvelsen fordi der jo ikke skal bores eller noget.
Jeg undrer mig også over at ingen tandlæge vil eller kan se på tanden.
Mht din dårlige samvittighed, så kan man jo virkelig aldrig vide hvornår den slags sker. Og man vil altid kunne bebrejde sig selv et eller andet. Den slags sker....
Knus
A-T
Jeg ved godt, at selvbebrejdelse er fuldstændig meningsløst. Men det er ikke desto mindre, det der fylder.
Plast tror jeg simpelthen ikke, man sætter på sådan en lille mælketand. Det ER jo bare en mælketand. Jeg tror ikke engang, de sliber den, selvom den er lidt ru. Men hvad ved jeg, for ingen har jo kunnet fortælle mig noget endnu. Er lidt spændt på, hvad tandlægen siger på onsdag. Og lidt nervøs også. Håber virkelig bare sådan, at alt er i orden.
Sikke en skrækkelig Hillerød-tur :-(
Jeg er overbevist om at tandlægen siger at I bare skal holde øje med at der ikke dannes en tandbyld (bagved) og så ellers bare lade den være. Den kan med tiden dog godt blive lidt grå/blålig - som kan ændre sig over tiden...
Tobias slog sin fortand for 3 år siden og den er indimellem i noget lys mørkere at se på - men det er forventet når blodtilførelsen ikke er optimal.
HUSK at melde det til forsikringen - (hvis i har tandskade forsikring på børnene) -
Hvis der så - meget utænkeligt- skulle være sket noget med den blivende tand så kan forsikringsselskabet komme på banen..
Men tag roligt til tandlægen. Ville din egen tandlæge ikke se på hende ?
Jeg konsulterede ikke tandlægen før en måned efter, da han alligevel skulle til eftersyn - og havde inden da hentet papirer fra forsikringen som tandlægen udfyldte.
Plast ville jeg ikke gøre mig nogen forhåbning om at de sætter på, da det nok hurtigt alligevel vil blive tygget af - og skal det sidde godt skal der bores lidt, og det er der ingen grund til at udsætte hende for. Dog tror jeg godt de vil polere en smule så tanden ikke ser/føles så rug = lettere at holde ren.
Flinke ekspedienter som hjalp jer - det glæder mig at der stadig findes sådan nogle butikker.
Knus Katja
Katja, hvad mener du med at tandbylden kan sidde bagved - altså i tandkødet over bagsiden af tanden (jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det)? Og hvad mener du med, at den kan skifte farve med tiden og at det kan ændre sig over tid? Altså, jeg ved godt, jeg måske spørger dumt, men jeg har lige brug for at få det skåret ud i pap.
Du har forstået det helt rigtigt : Ved tandkødet på bagsiden, må der ikke komme en byld - så skal I til tandlæge.
Tanden kan begynde at se lidt blå/ grå ud nogle dage...for så at se normal ud igen.I en periode. For så igen at se mørkere ud... som så kan være vedvarende (sådan har Tobias´det herhjemme) og den sidder ikke løs.
Spørg endelig igen - så kan jeg prøve at svare :-)
Har Tobias' tand været løs, lige efter han slog den? Slog han noget af sin tand? Hvordan kan blodtilførslen blive dårlig, hvis man ikke har slået tanden løs? Måske kan du ikke svare på det hele, men jeg synes nu alligevel du ved meget om det her. Bliver Tobias' tand ved med skifte farve nu, eller er den nu fast lidt mørk? Du skrev, at den nu i noget lys ser lidt mørkere ud. Hvordan slog Tobias sin tand?
Jeg håbede ellers sådan, at fordi det nu er en uge siden, hun slog tanden, at så ville der have været byld nu, eller den ville have været blevet mørk nu, hvis den skulle blive det - men nu føler jeg mig rigtig bange for det igen. Øv :o(
Hej igen !
Tobias`tand var lidt løs - der blev ikke slået noget af den. Han slog tænderne ned i Morfar´s hoved under leg.
Efter han havde slået den blev den lidt blålig - så havde den normal farve i en lang periode og inden for den sidste måned synes jeg den er blevet mere mørk.
Men som skrevet er den mørkere i noget lys end andet.
Grunden til at den kan ændre farve er at blodtilførslen til de små kar ikke er helt optimal i perioder. Og når de først ikke virker længere vil tanden fremstå mørk permanent.
Hvis du vil så kan jeg lægge et billede ind på f:B - så kan du se forskellen.
PERNILLE : Du skal ikke være bange - men opmærksom. Og med tiden kan det da godt være den ændre farve.....men det er da ikke slemt.
Håber I har en tandforsikring - vi har Tobias`uheld registreret og skulle det - meget uheldigt - vise sig at den blivende tand er blevet misdannet el. andet så kan forsikringen hjælpe i det omfang den skal laves når han bliver over 18.
Knus og TAG det ROLIGT :-)
Hej Katja.
Tak for alle dine svar og uddybelser. Jeg er så glad for, at du giver dig tid. Tanden ser stadig normal ud, ingen farveændring og ingen blæner/bylder i tandkødet. Imorgen skal vi til tandlægen, jeg håber sådan det går godt.
Du har ret i, at det sikkert ikke er så slemt, hvis den skulle blive lidt mørk. Jeg har altså bare noget med tænder.
Knus.
Send en kommentar