25 februar 2011

Be' om en tudekiks

Så stod hun der, min ældste og skønne datter. Sammen med de andre store børn og sang dejlige sange. Mens man sad der og kæmpede med alle følelserne. Åh, det store barn altså. Og vi spiste morgenmad og snakkede. Og der blev holdt tale, til børnene og lidt til forældrene. Og Ida fik en mappe med billeder fra hele hendes tid i Brumbassen. Og jeg tørrede øjnene en masse.

En dejlig afskedsmorgen var det i børnehaven. Bevægende og et dejligt punktum for en fantastisk børnehavetid. Det er vemodigt at tage afsked med den del af Idas liv, fordi det har været så godt. Men vi ses igen.

Om en halv times tid kører vi til børnehaven for at hente Ida hjem derfra for sidste gang. Dét er godt nok mærkeligt. Næste gang, hun skal afleveres et sted, er det i mini-sfo'en på skolen. Meget mærkeligt. Men også spændende. Jeg skal bare lige igennem denne afsked. Er jeg ikke så god til. Hvis nogen skulle være i tvivl.

2 kommentarer:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Det bliver da virkelig spændende for jer alle. Jeg glæder mig til at høre om Idas første tid.
Blev IDA ked af at sige farvel i dag? Eller er det det sædvanlige med børn, at de ikke forstår så meget som os og derfor bare er i nuet?

Pernille sagde ...

Ida var påvirket. Forleden aften var hun lidt ked af det ved tanken om at skulle sige farvel til de kendte voksne. Og her til morgen i børnehaven ved afskeds-morgenen, var hun stille og havde brug for lidt ekstra omsorg. Selv Idas venindes mor bemærkede det. Og jeg kan mærke, at jeg skal passe på ikke at snakke for meget om, at det nu er slut med børnehave lige nu, for ikke at trykke på nogle knapper hos hende. Hun synes heldigvis også, at det er SÅ spændende at skulle i mini-sfo og skole, så det trækker den anden og glade retning.