... mig!!!
Ud af 70 ansøgere, hvoraf de syv, inkl. mig, var kaldt til samtale.
Mig??!
Jeg er både stolt, beæret - og lidt overrasket. Syntes simpelthen ikke, jeg kunne byde ind med noget særligt til samtalen. Men lederen sagde, at jeg havde "personlighed og kant", og det kunne de godt lide.
Personlighed og KANT - altså, mig??
Nåmen.
Jeg sagde mange tak. Og nej tak.
Fordi jeg simpelthen ikke havde en god mavefornemmelse efter samtalen. Jeg syntes dels, at jeg ikke følte mig godt tilpas med lederen, og dels at de specifikke opgaver i dette job, ikke var noget for mig. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at mærke efter på sig selv og lytte til det. Og dette var ikke det rigtige.
Forkælet, dumdristigt eller modigt - måske lidt af det hele er det at sige nej tak til et job i disse tider. Men det nytter heller ikke at sige ja tak til det forkerte.
MEN DE VALGTE MIG!!
6 kommentarer:
Hej Pernille!
Til lykke med at jobbet gik til dig :-) Hvordan kan det være at du valgte at springe fra? Du må da søgt jobbet i håb om at det var et sted, du gerne vil arbejde - ellers ville du vel ikke sende en ansøgning.
Forkælet, dumdristig eller modig skriver du selv.... ja det ved jeg ikke om du er - jeg ville nok ha takket JA til jobbet, være begyndt der og så have søgt andre jobs.... nå, men heldigvis er vi forskellige :-)
Knus fra Pia
Hej Pia.
Jeg havde håbet, jobbet var det rigtige for mig, da jeg dels syntes stillingsopslaget lød spændende, og dels at jeg har mod på at prøve at arbejde i børnehave. Jeg var faktisk lidt skuffet efter samtalen, da jeg måtte mærke efter og erkende, at det føltes forkert. Det var noget med de specifikke arbejdsopgaver der lå i jobbet, noget med den arbejdstid, man blev lovet ikke ville komme til at holde og den kemi, jeg følte med især lederen. Det var bare ikke det rigtige sted for mig, og jeg ville ikke have ønsket at skulle arbejde der, helelr ikke bare midlertidigt. Jeg finder noget andet.
Iøvrigt er en samtale jo en gensidig ting, hvor både den ansættende og den ansøgende part har mulighed for at se hinanden an. Det er nok bare ikke ret tit, at ansøgeren vælger at takke nej.
Hej Pernille!
Det er jo kun dig der kan mærke, hvordan du vil have det med at skulle arbejde der - og det er jo bare godt, at du takker nej til jobbet, når du kan mærke at det ikke vil være dig. Og ja kemi med leder og kolleger betyder rigtig rigtig meget - dét vil jeg gerne skrive under på.
Knus fra Pia
Tillykke med at du blev valgt. Ja, jeg forstår godt at de ville have dig!
Når det så er sagt, så er jeg glad for, at du turde mærke efter. Jeg tror ikke på, at det kan blive rigtig godt, når man allerede til samtalen har den fornemmelse. Jeg har prøvet at overhøre mavefornemmelsen og lide i 2 måneder inden jeg fik nok og sagde op (den lede chef på DPU).
Du skal nok finde noget andet. Hey, det var jo det første job du søgte. Og med denne nye selvtillid (som vel i et eller andet omfang følger med at blive valgt først?) så skal du såmænd klare det.
Jeg glæder mig til at følge med i din jobsøgning.
Knus!
Altså, Ann-Therese - du aner ikke HVOR plet, du faktisk rammer med din kommentar!
Tak for din indlevelse og pæne ord!
Send en kommentar