09 august 2010

Det dejlige og våde Jylland

Af alle weekender i vores sommerferie havde vi så planlagt at tage til Legoland i den allervådeste. Tss. Men det var jo ikke til at vide på forhånd, og det slog heldigvis ingen skår i vores dejlige tur, skulle det vise sig. Næsten tværtimod faktisk.

Tre dage - to overnatninger - tog vi i Jylland. To dage i Legoland og en dag i Givskud løvepark. Og det hele var bare en stor succes. Hotellet vi boede på var fint, Legoland sjovt og med noget at byde på for alle mand, og Givskud var spændende. Vi havde taget et par piger med, som havde både stor glæde og stor tålmodighed. Og ja, det regnede. Men hvad gør det, når man bare klæder sig på efter det. Absolut ingenting, kan jeg fortælle.

Der var ro og hygge på bagsædet på turen til Jylland (mens der på forsædet blev talt en del om vejret - nøj, hvor det regnede!).
Vi kørte direkte til Legoland, hvor vi gik i krig med at prøve forskellige aktiviteter. Ida er sletslet ikke til noget, som er bare i nærheden af noget, der kører hurtigt, giver høje lyde eller hvor man bliver forskrækket, men heldigvis var der mange andre gode ting for hende alligevel.

Selvfølgelig skulle der vaskes guld.Pariserhjulet var efter et par prøvekøringer helt i orden, syntes Ida (her fotograferet på vores anden dag i Legoland, hvor det var både tørvejr - OG solskin ind imellem!):Klara kunne også være med i nogle af aktiviteterne, som vi kunne køre sammen i, feks. toge. Her leger hun på Duplo-legepladsen, hvor hun trygt gik rundt blandt børnene, både store og små.Der var en god familierestaurant i Legoland. Priserne kunne måske have været knap så høje, men der var frisk, lækker og rigelig mad til alle. En børnebuffet i børnehøjde kunne de også mønstre, hvilket gjorde det overskueligt for Ida selv at få valgt den mad, hun havde lyst til.

Klara - det lille mad-øre - nød sin aftensmad, og gik så ombord i salatbaren som dessert.Ida - som har arvet sin mors søde tand - havde sådan set ikke behøvet andet end den medfølgende is-bar. Men hvad, det var jo ferie.

***

Hotellet, vi boede på, var pænt og havde en skøn morgenbuffet - hvilket jeg elsker. Uhm, rundstykker, pålæg, the, juice, yoghurt og en masse diverse. ***

Givskud valgte vi at besøge imellem de to dage, vi var i Legoland, for at hvile fødderne. Vi havde nemlig regnet med at skulle sidde meget i bilen, ligesom når man er i Knuthenborg. Men der troede vi fejl! For Givskud er et sted, hvor man går meget og på den måde kommer rigtig tæt på dyrene.

Vi valgte at købe en cd indtalt af Sebastian Klein, som guidede os rundt i parken og fortalte om dyrene. Det var rigtig godt med den cd, for vi fik noget at vide om dyrene på turen rundt i parken.

Anlæggene i Givskud er flotte, og det er dejligt at se dyrene i så gode omgivelser. Ikke mindst gorillaerne, som kom fra ret så usle forhold i Københavns Zoo var det dejligt at opleve i deres store, grønne anlæg.De mindre aber kom vi også meget tæt på. Der var en lille abe-familie men den sødeste og frækkeste lille abe-unge. Det var næsten som at opleve en menneske-familie, med sådan en lille spildopmager, der kan sørge for, at forældrene ikke kan lave andet end at sørge for, at den lille ikke laver ulykker (hov, det virker så underligt bekendt ;o) ).Klara var iøvrigt virkelig betaget af aberne. "Baabbe" sagde hun og pegede på aberne :o)

Med en god portion tålmodighed lykkedes det os faktisk at få et glimt af løverne. Flotte - og lidt skræmmende - er de, synes jeg.

Da det begyndte at sile ned, passede det heldigvis med, at vi var færdige i Givskud. Der var dog stadig lidt tid at give af inden aftensmaden, så vi besluttede at køre forbi Jelling og se Jellinge stenene, da vi kun var cirka 10 kilometer derfra.

Mens Thomas og Klara fik et hvil i bilen ved Jelling kirke, kiggede Ida og jeg på Jellinge stenene, var inde i kirken og gik op på den ene af de to høje ved kirken. Det var faktisk en ret god lille spontan tur, vi der fik med os.

Og så var vi også omkring Vejle lystbådehavn, inden vi kørte tilbage til hotellet. Klara syntes, vandet var vældig interessant, og Ida var ret så benovet over de store vandmænd, der boblede omkring i havnen. "Landmænd" kom hun til at kalde dem på et tidspunkt, og så grinede vi en hel masse - for det var da et fjollet billede, når man forestillede sig en landmand med overalls og pibe i munden boble rundt i vandet :o)

Da vi den sidste dag havde været i Legoland fra klokken 10.30 til klokken 20, var det et par glade, men trætte piger, der kom i nattøjet og blev installeret på bagsædet til en hyggelig hjemtur. Der gik da heller ikke længe, for de begge var i drømmeland.På forsædet var vi enige om, at det var en rigtig, rigtig dejlig tur, vi havde haft. Og den kunne i virkeligheden godt have været mindre komprimeret, hvis vi havde valgt at være en uges tid i sommerhus i nærheden af de forskellige oplevelser, vi gerne ville have. Men det ved vi så til en anden gang.

Men trods regn og tætpakket program, så havde vi bare en skøn, skøn tur til Jylland.

1 kommentar:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Sikke nogle dejlige billeder fra jeres tur. Børnene ser virkelig ud til at have hygget sig.
Jeg kan sagtens genkende det der med at børnene ikke tør så meget. Men godt at de selv kan sige fra og så kan hygge sig med noget andet, som de synes er sjovt.
Knus
A-T