Der er selvfølgelig mange områder, hvor man kan mærke, at ens barn bliver ældre. Det går op for mig, at Ida virkelig kan bruge og forstå helt andre historier og helt andet musik end tidligere. Hun er vild med alt muligt popmusik, lige fra Aqua over Nik & Jay, Rihanna, Shubidua og til Britney Spears. Og hun er også rigtig glad for hele Pa-papegøje-serien. Hun har også lyttet meget til musikken fra musicalen "Askepop".
Når vi synger, synger vi gerne fra en rigtig god sangbog, vi har fundet, som hedder "Ringe i vandet". Den rummer både gamle og nye, udenlandske og danske sange. Der er skønne sange som "Spurven sidder stum bag kvist" og "Hør den lille stær". Indholdet er godt, blandet og spænder vidt, bla. er der også "Den røde tråd" (Shubidua), "Gi' mig Danmark tilbage" (Natasja), "Vem kan segla", "Romeo" og mange, mange flere klassikere. Kan man lide at synge, er den sangbog faktisk et must, synes jeg i hvert fald.
Derudover har vi i en lang periode sunget "Hodja fra Pjort", "Puff" og "Buster".
Af læsning er vi for et stykke tid siden for alvor gået i gang med kapitelbøgerne. Ida elsker Ole Lund Kirkegårds bøger, og hun har hørt dem både i børnehaven og hjemme. Allersjovest finder hun lille Dille i "Frode og alle de andre rødder", som går og bander. Det har vi haft en del sjov ud af, når hun forsøger sig med sgu'erne :o)
Også "Per og Bette Mads", "Hodja fra Pjort" og "Albert" af Ole Lund Kirkegård er et hit. Og selvfølgelig "Folk og røvere i Kardemommeby" samt "Dyrene i Hakkebakkeskoven" af Thorbjørn Egner.
"Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla" af Elsa Beskow er også altid hyggelig. I det hele taget er jeg så vild med Elsa Beskows dejlige verden, ikke mindst "Puttes eventyr i Blåbærskoven", som er på vers, er fantastisk, synes jeg.
Vi har også læst Pippi, og vi kunne egentlig godt gå i gang med Emil fra Lønneberg. Lige nu er vi dog begyndt på Ronja Røverdatter, som vi måske er lidt i tvivl om, om Ida helt er klar til. Nu giver vi den dog en chance.
Jeg glæder mig til det er tid til Tude-Marie, øj, hvor jeg selv elskede den som barn.
Hvad mon andre læser og synger for og med deres børn??
4 kommentarer:
Ja da, vi gør begge dele. Og nu tog vi hul på Ole Lund Kirkegård, fordi du foreslog det. Vi læste Hodja fra Pjort med stemmer og alt muligt. Og Louis elskede det!
Så tak for tippet.
Den der Ringe i vandet må vi da også checke ud. Det lyder som noget for os!
Knus
A-T
Dejligt, at I også kan have glæde af det, vi har glæde af. Sådan er det ofte, ikke? :o)
Knus,
Pernille.
Jo, ret ofte faktisk.
I gik i øvrigt glip af et pragtfuldt snedronningen marionetteater. Louis blev meget optaget af historien.
Knus
A-T
Åh, hvor ærgerligt! Har da fuldstændig svedt ud at svare på din mail ang. det. Men tak for omtanken, det var rigtig sødt af dig.
Knus.
Send en kommentar