Igår måtte vi en tur nordpå. Vi tog til stranden i Gilleleje, fordi Ida i et stykke tid har ønsket en tur til stranden. Hun elsker at kaste sten i vandet, løbe op og ned i klitterne og finde spændende ting på stranden. Så selvfølgelig måtte vi afsted, når vejret viste sig fra sin bedste side på sådan en tidlig, tidlig forårsdag.
Jeg var spændt på, om der var sne på stranden, men den var fin og helt sne-fri. Det var virkelig friskt i vejret, men solen skinnede lunt fra en høj, høj helt blå himmel. Det kunne faktisk ikke have været smukkere til sådan en tur.
Og der blev løbet...

Og fundet spændende ting (bla. en død svane og en krabbeklo). Og i det hele taget nød vi bare alle at være ude, hvor der var højt til loftet og at blive luftet igennem og lunet lidt af den tidlige forårssol.
Klara fik lidt medbragt eftermiddagsmad...

...mens hun og jeg sad og kiggede ud over vandet og nød bølgernes brusen. Og bagefter kom Klara ned for at mærke sandet og vinden på egen hånd.

Det holdt dog ikke længe, da det åbenbart er lidt svært at manøvrere sig rundt tæt pakket i flyverdragt, så jeg måtte samle mindste-musen op, da hun på et splitsekund lå med næsen begravet i sand.
Til sidst synes vi dog, vi var blevet frisket tilstrækkeligt op, og vi vendte de friske, røde næser hjemad.
Der er altså ingen grund til kun at tage på stranden om sommeren, skal jeg hilse at sige!
1 kommentar:
Det både lyder dejligt og ser dejligt ud. Men blæste det ikke helt vildt koldt gennem marv og ben?
Hæhæ, kan godt huske det der med at de pludselig vælter. Så længe er det jo ikke siden ;o)
Knus
A-T
Send en kommentar