21 marts 2010

Hvor heldig har man lov at være?

Det er jo for længst besluttet, at Ida venter et år med at begynde i skole. Beslutningen er den rigtige, men jeg har haft svært ved at forlige mig med situationen, selvom jeg godt ved, det er det rigtige for Ida. Hun har den faglige nteresse og kunnen nu, men hun skal også have følelserne og modenheden med sig, og derfor er det så godt for hende, at vi har fået lov til at lade hende vente.

Min bekymring med at lade hende blive i børnehaven har primært gået på det sociale. Når Idas jævnaldrende stopper i børnehaven, er der ikke så mange venskaber at bygge på, som jeg ser det. Det er forsøgt og ikke rigtigt mundet ud i det store. Desuden har Ida indenfor de sidste måneder dannet et rigtig godt venskab med en pige fra hendes egen årgang i børnehaven. Helena er fra februar og ingen tvivl om, at hun skulle i skole. Til stor ærgelse, for hvor er det dog ærgeligt, at de to piger så ikke kan have deres hverdag sammen og følges ad.

Men så lige pludselig gik tingene hurtigt, og Helena skal alligevel ikke i skole i år! SÅ dejligt er det for Ida, for deres venskab og for alle os forældre, der nu glade og lettede kan se til, at de to piger har hinanden og skal følges ad, både det kommende år i børnehaven og i skole, når den tid kommer.

Borte er mine tanker omkring at Ida skal blive i børnehaven, for nu er der ingen bekymringer ift. det sociale. Det kunne ikke være mere heldigt eller bedre. Tænk, at lige netop bedsteveninden helt overraskende bliver. Det er bare så fantastisk er det!

2 kommentarer:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Ja, det var da en pragtfuld nyhed. Hvor er begge piger da heldige!
Og hvor dejligt for dig, at du kan lægge bekymringerne væk.
Knus
A-T

Pia sagde ...

Åh ja, det er da bare dejligt. Her kommer Daniel også til at følges med bedstevennen netop fordi han også venter. Og det er SÅ godt for ham.
Knus fra Pia