Det har været en rigtig sensommereftermiddag idag. En af den slags med blå himmel, varm sol og en dejlig vind.
Vi hyggede i haven, da Ida kom hjem fra børnehaven. Ida trængte til lidt at spise, så hun nød koldskål med kammerjunkere i solen på den lille terrasse.

Da jeg kom ud i haven mødte synet mig af Ida, der sad der så sødt og spiste i fred og ro med sommerhat på, Klara lå i barnevognen og kiggede på himlen og paradisæbletræet, DAB radioen (som Ida havde pyntet med et rosenblad på antennen) spillede hyggeligt, lyset flimrede mellem træets blade, og der var nul ukrudt mellem fliserne.
Så var det, jeg satte mig med en jordbærmarmelademad og sugede til mig. Det er den slags øjeblikke, der gør godt helt ind til benet.
1 kommentar:
Kære Pernille!
Det lyder som et af de gyldne øjeblikke, hvor man gerne ville "fryse" sig fast lige der i nuet.
Knus fra Pia
Send en kommentar