Jeg var lidt loren ved sådan en lang tur med lille Klara i autostol, men vi valgte at sejle noget af turen i stedet for at køre over broen. Jeg talte også med sundhedsplejersken om det, så det endte med, at jeg var ok med det.
Turen derover gik hæderligt. Altså, Ida er så hyggelig at have med på tur. Det meste af tiden sad hun og lyttede til musik og historier på sin MP3 - og hun synger gerne og højt med. Vi har hørt rigtig meget af Idas version af "I'm a Barbie girl, in a Barbie woooorld, larfin plastik is fantastisk" og "Mamma mia, waj waj, did aaje letju gou" :o) Meget sødt og hyggeligt var det.
Vi var et smut i Parken, hvor der er legeplads og friluftscene. Som barn har jeg godt nok været i den park mange gange sammen med min far, og det bragte mange minder frem at besøge stedet igen. Ikke mindst da Ida optrådte på scenen. Hvor har jeg også rendt rundt der mange gange. Ida optrådte blandt andet som Cirkusdronning Margrethe :o) Begravelsen var personlig og god. Selvfølgelig sørgelig, men også god.
Da vi skulle følge kisten gennem kirken og ud til bilen, der ventede, blev jeg lidt bevæget. Det opdagede Ida, som sad hos mig, og hun sagde så sødt "Såså, mor" og aede mig på armen. Hvorefter hun puttede sig ind til mig, fordi hun selv blev bevæget. Hun er simpelthen så indlevende, den søde pige.
Turen hjem blev noget anderledes end turen dertil. Klara havde pludselig genfundet sit gode humør efter en lille uges tid, hvor hun ikke havde været rigtigt sig selv. Så ingen brok i bilen. Faktisk sov hun på stort set hele hjemturen, bortset fra de par timer vi brugte på at spise aftensmad på en McD og køre ombord på færgen.
Både på udturen og på hjemturen fik Ida en lille rejse-gave at hygge sig med i bilen. På udturen fik hun en lille "Find Holger"-bog, som dog er ret svær, fordi tegningerne er virkelig små. På hjemturen fik hun en lille tegneplade (en af de der magnetiske plader, hvor man "tegner" med en pen med metalspids og kan viske det ud igen). Der blev tegnet mange fine tegninger, især hjerter og så denne utroligt søde dame med krøllet hår:Færgeturen hjem var så hyggelig. Vi fandt et bord tæt på legerummet, og for første gang oplevede vi Ida bare smutte afsted. Hun var i legerummet sammen med et par andre børn, og ind imellem kom hun lige hen til os for at sige noget eller få en lakrids. Klara fik lidt at spise hos mig, hvor hun også faldt i søvn.
Så sad Thomas og jeg dér. Med en stor, glad pige i legerummet og en baby sovende i mine arme. Det var slet ikke så tosset. Og selvom anledningen til vores tur til Thisted var trist, har vi alligevel haft en dejlig tur i familiens skød og med gode oplevelser.
2 kommentarer:
Det lyder som om turen, trods den triste anledning bød på en masse gode overraskelser. For de klarede det jo begge piger. Og de hyggede sig. Og det samme gjorde I. Rejser med børn er nok mest af alt hvad man gør dem til. De er glade, når de kan være sammen med mor og far.
Knus
A-T
Ja, du har nok ret i, at rejser med børn er, hvad man gør dem til. Jeg glædede mig også til turen med Ida. Men lille Klara ved man aldrig helt med, og jeg er jo sådan en type, der bekymrer mig om alt muligt (og umuligt) på forhånd. Fjollet, men altså det gør jeg jo. Og så er det så dejligt gang på gang at blive positivt overrasket :o) Og du kan tro, det virkelig var så hyggeligt.
Knus.
Send en kommentar