At tænke sig at være med til at give sin far en værdig og rolig slutning på livet. Det er, hvad min mor har gjort den forløbne uge.
Min bedstefar var 83 år og havde skrantet et stykke tid. Tirsdag i forrige uge fik han det pludselig værre. Så dagen efter Klaras barnedåb tog min mor til mine bedsteforældre og har været der siden. Min mor og min bedstemor (som undervejs selv måtte en overnatning på hospitalet) har passet og plejet min bedstefar hjemme til det sidste, godt hjulpet på vej af søde hjemmeplejere og dygtige læger. Det har været et værdigt forløb for min bedstefar. Og et roligt og godt forløb for min bedstemor og mor.
Tænk, at min mor nu bagefter kan sige, at det har været et godt forløb. For det er så trist at miste sin far. Men hun synes virkelig, det har været godt. Der har været tid til at gøre det roligt og smukt og til at få afrundet. Faktisk har der også været overskud til at grine, og det er min fornemmelse, at der er gode minder for dem også fra denne sidste tid med min bedstefar.
Min mor har nu ikke længere har sin far. Og min bedstemor er nu alene, efter et langt og rigtig godt liv med min bedstefar. Mine tanker er hos hende og hos min mor.
1 kommentar:
Det var da trist at høre. Men dejligt at de fik afrundet det på en rolig måde. At få tid til afsked er nok den bedste hjælp til at kapere det.
Knus
A-T
Send en kommentar