01 april 2008

I gang

Siden vi overtog vores hus i søndags, har vi haft en masse om ørerne, så idag har været den første dag, vi har været nede at lave lidt i huset. Ja, ok, det er kun tirsdag, men det klør i fingrene for at komme i gang dernede, og det kan kun gå for langsomt med at få noget fra hånden.

Thomas har haft fri hele dagen, og jeg hentede Ida kl. 15.30 efter arbejde, hvorefter vi sluttede os til Thomas. Han havde gået lidt rundt om sig selv, og var så gået lidt i gang med nogle skabe, som nok - måske - skal vendes, men var gået i stå på det projekt, fordi vi blev lidt i tvivl om, hvad der er smartest at gøre. Så gik han i gang med tapetet. Der er hessian på væggene i flere af rummene. Det vil vi gerne have ned og have erstattet med filt. Vi var lidt spændte på at skulle tage hessianen ned, da vi havde hørt, det skulle være meget svært, men det skulle vise sig at være nemt. Vi har næsten fået hessianen væk fra de 4 (ud af 5, måske 6) rum, hvorfra det skulle ned. Der sidder dog stadig en del tapet- og limrester, vi skal have gjort kål på. Hvordan skal vi lige have fundet ud af.

Jeg fik desuden gjort grundigt rent på det lille badeværelse samt på diverse vaske og tilhørende borde. Jeg er noget sart, og det er godt at få skrubbet de foregående beboere lidt væk.

Ida var så god til at være med. Hun hev tapet og tapetrester ned med stor iver og hjalp med at gøre rent på badeværelset. Og så legede hun en masse, nynnede med på sangene i radioen, snakkede i telefon med morfar og spiste resten af dagens madpakke, mens hun sad på køkkenbordet. Jo, det har virkelig været hyggeligt.

Ida i færd med at hive en bane tapet ned. Bemærk spatlen i højre hånd - meget proft.

Imorgen har vi alle tre fri, så der skal vi arbejde lidt mere, Thomas nok lidt mere end Ida og jeg. Jeg har også sidste aftale med psykologen imorgen, og så skal jeg forbi en forretning, hvor de har halv pris på de Ticket-vinterjakker, jeg har ønsket mig hele vinteren, da min egen, ellers dejlige, vinterjakke er til udsmidning. Jeg håber de har en tilbage til mig...

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fik du så en jakke? Hvad er det for en butik? Måske man skulle kigge forbi den?
Knus
A-T

Anonym sagde ...

Lyder i øvrigt dejligt med jeres arbejdsiver og -glæde. God arbejdslyst :o)
Knus igen

Pernille sagde ...

Jeg har ikke været forbi butikken endnu, men jeg ringede dertil, og hun sagde, de stadig havde jakker tilbage. Så jeg skal snart en tur forbi. Det er i Pomme (Copenhagen?), der ligger på Birkerød hovedgade 2-4 (den ligger faktisk i krydset, hvor man kan kører op mod hovedgaden, ud mod Kongevejen).

Og jo, arbejdsiver er der nok af - lige indtil projekterne bliver lidt omstændige. Tålmodighed med den slags er ikke vores stærke side. Når vi så ser det i det store perspektiv, dvs. hvor lang tid der er, til vi skal flytte ind, så er det jo ligemeget, om det er lidt besværligt og tidskrævende, for vi bliver jo glade for det bagefter. Jeg er bare klar til at indrette NU! :o)

Knus,
Pernille.

Anonym sagde ...

Hov! Fik lige købt for 2000 kr på http://www.petite-pomme.dk/default.asp
Fik til gengæld vinterjakker til både Louis og jeg.
Tak for tippet! Håber at der stadig er overtøj til dig, men købte kun én til mig, så mon ikke? De sender fragtfrit ved køb over 600 kr.
Knus
A-T