Vi tager tapet ned, skulle nogen være i tvivl. Og det er et projekt med både glæde og bekymring - med overvægt på bekymringen lige nu. Det er sjovt, når det virker. Men når det ikke virker, tænker vi på, om det overhovedet vil lykkes til sidst. Og hvor lang tid det skal tage.
Hessianen skulle ned. Det gik fint. Problemet er et lag tapet indenunder, der er umuligt at få ned, bortset fra enkelte steder. Og det er altså ikke godt nok, når vi gerne skulle ende med at have filt på væggene, som er meget "fintfølende" overfor de mindste ujævnheder i væggene.
Så frustrerede og håbefulde efter et godt råd tog vi til vores maling-mand. Som gav et godt råd. Nu håber vi virkelig, det virker...
Lige nu er Thomas i huset for at tage skabe ned. I weekenden skal vi nemlig nok sætte nogle vægge op, hvorfor vi skal have disse skabe ned inden, så væggene kan sættes på de rigtige steder.
Ida er meget tålmodig med os, og vi har alle tre tilbragt mange timer i huset både lørdag og søndag i den forløbne weekend. Hun er god til at finde på noget at lege. Om ikke andet kan man altid finde en malingbøtte samt et par rørepinde og afholde musiktime i slagtøj.
Men vi er altså også trætte. For eksempel faldt Ida ud af vores seng forleden aften (og der er pænt langt ned!) uden at vågne. Vi hørte bumpet, og da vi kiggede op til hende, sad hun og sov videre op ad sengen. Da det blev for meget nikkeri, satte hun sig, uden at vågne vel at mærke, bare bedre til rette op ad sengen! Hi, hvor vi fnes!Eller her til aften hvor jeg fik sagt "Du kan få redt din seng i håret" - jeg mente selvfølgelig "Du kan få redt dit hår i sengen. :o)
Men det går vist fremad. Selvom det føles som små skridt, og selvom det somme tider kan være svært at se en løsning. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt til sidst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar