Splittet

Jeg er opfyldt af en følelse af splittelse, som handler om Idas sidste dag i vuggestuen imorgen. Følelsen fylder hele min krop og alle mine tanker. Jeg er ikke ked af det, føler det bare mærkeligt.

Det er mærkeligt, at Ida nu siger farvel til det, vi alle tre har kendt som Idas sted. At vi imorgen tager afsked for denne gang, og vi ikke mere skal derhen. At når vi går derfra, befinder Ida sig i et tomrum på en måde; Hun går ikke mere i vuggestue, men heller ikke helt i børnehave. At vi, når vi vender tilbage efter sommerferien, skal gå ind ad døren til børnehaven, og ikke til vuggestuen. At de voksne vi har lært at kende på både godt og ondt, nu ikke er dem, vi skal forholde os til mere. At jeg også bevæger mig mod ude-bane, hvilket i virkeligheden slet ikke er skidt, bare underligt. Jeg kender jo vuggestue-livet så godt, og det bliver måske en lettelse, når vi skal til at forholde os til børne-have-livet, som jeg kender meget lidt til.

Men vi har gjort godt klar til imorgen. Der står to plader bløde, gyldne boller og damper af. Der ligger to flotte honningmeloner klar. Der er fundet servietter til brødkurvene og sugerør til børnene. Vi er klar til at tage afsked. I hvert fald rent praktisk. Følelserne må følge efter, når de kan.