Ida er vist nået dertil, hvor hun er færdig med at sove middagslur.
Hun har længe ikke sovet i vuggestuen, men har taget gode lure herhjemme, dog kun fordi vi har trillet hende i søvn.
Det er altid været svært for Ida at give sig hen til søvnen, og efter at have arbejdet med det siden hun var 4 måneder gammel, kastede vi for godt et halvt års tid siden håndklædet i ringen, og besluttede at give trille hende i søvn, da hun på den måde altid fik en lang, god middagssøvn, og vores del af det var 10-15 minutters tur med barnevognen.
Men nu siger vi stop. Ida skal i børnehave om en måned, og vi vil ikke køre rundt med en 3-årig i barnevognen for at få hende til at sove. Desuden tager det nu ikke 10-15 minutter, men 20-30 minutter. Så nu stiller vi hende i barnevognen på terrassen, hvor hun så sidder og kigger 45 min. til en time. På den måde får hun et hvil, selvom hun ikke sover.
Så alt i alt synes vi, der er masser af tegn på, at Ida er færdig med sin middagslur.
Lige bortset fra at hun langt de fleste dage er meget, meget træt om eftermiddagen. Så bliver hun ked af det over ingenting, har mørke rande under øjnene og må puttes ekstra tidligt.
Andre dage klarer hun det så flot og er glad til det sidste (men bliver selvfølgelig puttet til natten lidt tidligere, end vi ellers ville have gjort).
Jeg havde nok forestillet mig, at overgangen fra lur til ingen lur ville gå lige så smertefrit, som da hun gik fra to lure til en lur, hvor det var absolut problemfrit og skete fra den ene dag til den anden (og hvilket hun gjorde, da hun var 10 mdr. Lidt tidligt, ligesom hun nu dropper sin middagslur, også lidt tidligt).
Det er en lidt mærkelig følelse, at Ida ikke længere sover til middag - det har hun jo altid gjort, det er jo det, vi kender. Til gengæld giver det også en frihed ikke at skulle dele dagen op i formiddag-lur-eftermiddag, som vi har gjort indtil nu. Dagen bliver på den måde helt anderledes.
At vi aldrig helt ved, hvordan Idas humør og overskud er om eftermiddagen, må vi bare tage med i denne periode, men jeg håber, allermest for Idas skyld, at hun snart vænner sig til at være uden lur. Og så er jeg spændt på, om hun får brug for en lur igen i en periode, når hun begynder i børnehave.
1 kommentar:
Sådan er det nok med alle overgange fra ét til noget andet. Det kræver lidt tilvænning fra alles side, men hårdt er det da, når man har et meget træt og umuligt barn sidst på eftermiddagen - og lidt synd for børnene synes jeg også at det er.
Kan du høre, at vi ikke er nået til det endnu? Hæhæ, det er SÅ nemt at være SÅ klog ;o)
Knus
A-T
Send en kommentar