Så blev det weekend. Vejret er fantastisk, og det føles en lille smule som ferie her hos mig. I næste uge skal jeg nemlig kun på arbejde mandag og torsdag. Det er lige til at holde ud. Jeg skal tage imod et nyt barn i vuggestuen torsdag samt begynde at arbejde sammen med vores nye pædagogmedhjælper, som vi netop har ansat idag. Så næste uge er både en spændende og en kort uge.
Ida har haft et par ekstra dejlige dage i vuggestuen her torsdag og fredag. Igår kørte jeg på arbejde efter at have afleveret Ida og var så glad. Glad for de voksne, som tog imod mit barn, og som viste nærvær og omsorg og havde tid til Ida, selvom de havde nok om ørerne.
Igår og idag har jeg været med til ansættelsessamtaler til vores medhjælperstilling. Jeg var ikke i tvivl om, at hende, vi havde til samtale igår, var hende det skulle være. Men hvor er det dog en mærkelig situation at sidde og snakke med to ansøgere, som jeg syntes godt om, men som på hver deres måde ikke var den rigtige til stillingen. Den meget unge pige med tandbøjle, som først ankom på forkert adresse og måtte hentes, og som vi alle straks fik moderlige følelser for. Eller pigen med den serbiske baggrund, som vi vurderede ikke havde psyken lige nu til stillingen pga. en depression, hun var helt åben omkring. Det er altså en mærkelig situation, og jeg tænker på dem begge, der idag får at vide, at det ikke blev dem, der fik stillingen.
Weekenden skal gå sin rolige gang. Ida og jeg skal vist bare hygge. Måske på tur lørdag. Jeg mangler alvorligt nogle pæne sommersko, og Ida skal have en sommerhat. Jeg har ledt huller i jorden efter en sommerhat, men intet falder i min smag eller er til min pengepung (nærig? Nej - men påholdende!). Endelig idag fandt jeg en - men da jeg kom hjem, og Ida prøvede hatten, faldt skyggen konsekvent ned i øjnene. Vi leder videre.
Aftensmaden kalder, og vi vil indtage den på terrassen i det skønne, varme sommervejr (jeg kalder det altså sommervejr, selvom det er april!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar