Der sker noget

Sikken søndag formiddag! Ida og jeg har hygget, har vi, mens Thomas var på arbejde.

Helt uventet syntes Ida, det var hyggeligt at lege oppe på værelset - alene! Det har hun ellers ikke syntes var trygt nok, men idag var det pludselig ok. Hun sad på potten, og da vi kom ind til hende, havde hun fundet forskelligt legetøj frem. Bilerne var stillet på række, bamsen puttet på en stofble, og også xylofonen blev fundet frem og spillet på med stor fornøjelse. Pottens eneste funktion var som stol. Lidt senere, da vi var færdige med at bage kiks, fandt Ida et par skamler frem, satte sig til rette og proklamerede: "Venter på morfar!". Ikke fordi morfar har meldt sin ankomst eller noget. Men man kan jo se sådan på det, at hvis man venter længe nok, så dukker han vel op på et tidspunkt. Og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi: Ida spiste (lidt) grønsager til frokost! Jeg har måttet æde mine pædagog-holdninger om, at grunden til at mange børn ikke er glade for grønsager, er fordi de ikke har fået det hjemme. For Ida er blevet proppet - og har med glæde spist - grønsager, da hun var helt lille. Men nu har hun haft en lang periode, hvor grønsagerne kunne pakke sig. Men forleden aften spiste hun ærter - mange ærter! Og idag til frokost kunne man høre følgende: "Mer' rugbrød med friskost. Agurk på osten! Peberfrugt. Be' om gulerod. Mer' peberfrugt. Godt nok go'!" (om det var Ida eller peberfrugten, der var god, står hen i det uvisse). Jo jo, der røg nye sager ned. At så måltidets omfang for tiden minder om en fugls er en anden historie.Der ligger jo både gulerod og peberfrugt på den tallerken! OG der bliver puttet peberfrugt i munden!