06 marts 2007

Frifrifri

Så blev det tirsdag aften, hvilket betyder fri helt til torsdag morgen. Åh, hvilken luksus!

Thomas har ordnet en stor del af loftet i stuen (vi har fugtproblemer), sammen med sin far, her i eftermiddag. Imens kørte Ida og jeg til min mor for at give en lille gave. Thomas ringede og sagde, at det trak lidt ud med loftet, så min mor lavede mad til Ida og mig også - OG vi fik med hjem til Thomas. Dejligt. Det er virkelig glæden ved at bo tæt på sine forældre. For vi synes faktisk, vi er ret heldige at have sådan nogle mennesker nær ved, som altid hellere end gerne giver en hånd med på den ene eller den anden måde.

Da Ida skulle puttes, gav jeg hende, da jeg gik fra hende, forsøgsvis en lille bog, hun kunne kigge i, inden hun faldt i søvn. De sidste aftener har der nemlig været et vældigt putte-cirkus ved sengetid. Vi var spændt på, om hun kunne administrere at have en bog. Jeg gik ned ad trappen... ikke en lyd. Jeg lavede lidt forskelligt i køkkenet... ikke en lyd fra børneværelset. Jeg gik op for at se til hende, som jeg havde lovet... så lå hun bare der, med bogen på dynen, hånden på bogen, musestille, og kiggede ud i luften. Jeg gik ned igen... målløs! Hun faldt i søvn, og endda relativt hurtigt, uden at sige en lyd! Som jeg før har skrevet, så er det somme tider forbavsende lidt, der skal til, for at vende en bøtte.

Imorgen skal vi i svømmehallen. Vi glæder os alle tre. Ida blev mere end almindeligt skuffet imorges, da hun opdagede at turen gik til vuggestuen og ikke svømmehallen. Men imorgen! Vi vil sørge for at komme afsted i så god tid, at vi kan være i vandet, til Ida ikke gider mere - og det kan være meget længe!

Nu vil jeg få lidt praktisk af vejen, og så vil jeg smide mig i sofaen og nyde min dejlige the, som jeg har fået med posten fra A. C. Perchs Thehandel. I aften skal det være min grønne gunpowder the med fersken. Den er vidunderlig både for ganen og for øjnene.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Gunpowder the?? Det lyder som noget med krudt i ;o)
Dejligt at hun kan ligge selv og falde til ro. Ja, tit skal der ikke meget til.
Knus
A-T