Klara er glad for sin sut. Meget glad for sin sut. Som i nærmest afhængig. Men så var det, vi opdagede, at det kun var sammen med sin far og mor, den unge frøken havde det sådan. I vuggestuen eller sammen med mormor og morfar var sutten ikke et særligt stort emne. I vuggestuen brugte hun den kun, når hun skulle sove, og med mormor og morfar kun sjældent ellers i løbet af dagen, feks. ved træthed eller gråd. Men hjemme! Hele tiden. H.E.L.E tiden. Og sikket hus vi fik, hvis vi forsøgte at holde den lidt fra hende.
Men så var det vi tænkte, at hvis hun kan undvære sutten alle andre steder end sammen med os, så kan hun også undvære den sammen med os. Og den kamp måtte vi finde et passende tidspunkt til at tage.
Men så var det som om, det gav sig selv, at det var tid til at tage udfordringen op. Hvilket skulle vise sig slet ikke at blive nogen udfordring. Vi bestemte, at sutten var en sove-sut og kun det. Og sådan blev det, uden noget videre bøvl. Efter en uge blev Klara syg, men hun spurgte ikke mere efter sutten af den grund. Ugen efter var af en eller anden grund lidt drøjere for hende, men nu er det hele faldet på plads for hende, og hun er helt afklaret med, at sutten er til søvn og ikke andet.
Så siden begyndelsen af december har Klara kun haft sut til søvnen. Hvem skulle have troet det. Ikke os, i hvert fald. Men det er dejligt. Hun er jo efterhånden lidt stor. Og børn er nu engang lidt pænere uden sut i munden. Og endnu bedre, så er det godt for både tænder og sprog, at sutten ikke konstant sidder i munden. Så det er win-win.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar