Phew

September har været en følelsesmæssigt svær måned, hvilket afspejler sig blandt andet i min aktivitet her på bloggen. Der har ikke været overskud eller plads til andet end det, der var nødvendigt.

Det, der har fyldt, har handlet om den praktikvejlederuddannelse, jeg er i gang med. Den har simpelthen været dråben, der fik bægeret til at flyde over i forhold til, hvad jeg kan overkomme.

Det har været alt rigeligt at skulle forholde sig til at være på en arbejdsplads, som jeg synes er svær at være på, og det handler om mange ting. Dels er jeg stadig ny, og det er svært, når jeg gerne vil kunne det hele - og det er ikke muligt, når jeg har valgt både en ny arbejdsplads og at arbejde med en ny aldersgruppe. Det er bare så meget nyt hele tiden, jeg har ingen erfaring på dette område og skal først til at bygge en sådan op. Det har jeg det ikke så nemt med, og jeg tænker meget på at vende tilbage til dels mit gamle område - fordi jeg ikke er sikker på, om dette område rigtigt er mig - og dels min gamle arbejdsplads. Men jeg er også besluttet på at give dette en chance. Derudover er personalegruppen på mit arbejde ikke verdens nemmeste gruppe at finde sine ben i. Alt i alt har denne jobstart givet mig et knæk på den måde, at jeg føler mig utilstrækkelig, og at jeg ikke duer til mit arbejde - og jeg har ellers altid været dygtig til mit arbejde.

Og så den her praktikvejlederuddannelse oven i - den tog godt nok lige pusten fra mig. Indholdet var meget anderledes, end jeg havde troet, og mængden af stof, der skulle læses, i overkanten af, hvad jeg kunne finde tid til i mit liv pt., hvormed jeg endnu en gang stod med en følelse af stor utilstrækkelighed.

Så hvad gør jeg så?

Jeg valgte at bide tænderne sammen og lide i stilhed. Jeg følte ikke, jeg kunne gå til nogen som helst på min arbejdsplads - hverken kolleger eller leder - og fortælle, hvordan jeg havde det. Dels får jeg jo denne uddannelse foræret, og det synes jeg er flot, og dels føles det som en kæmpestor falliterklæring, hvis jeg skulle indrømme, at det overstiger, hvad jeg kan magte pt.
Jeg tænkte hver eneste dag med ondt i maven, angst og ked af det-hed på de næste to perioder, jeg skulle på skole.

Og det holder jo ikke. Så til sidst bestemte jeg mig for at snakke med min leder om det. Det værste, der kunne ske, var at hun ville tvinge mig til at gennemføre, og det ville jeg alligevel have gjort, hvis jeg bare havde holdt min mund. Så jeg syntes ikke, jeg havde så meget at tabe (bortset fra min stolthed, måske).

Så jeg tog mod til mig og gik til hende. Fortalte, hvordan jeg havde det. Og mødte så stor forståelse og imødekommenhed, både ift. uddannelsen og ift. min hverdag på arbejdet. Uddannelsen bliver sat på stand by, og så kan vi se på, om jeg på et tidspunkt har lyst til at gå videre med den. Det er så ubeskrivelig stor en lettelse. Nu kan jeg lægge angsten og den dårlige samvittighed fra mig, og det føles så godt.

Mht. arbejdet er der sådan set ikke grænser for, hvad min leder vil gøre for, at jeg skal have det så godt som muligt. Hun tilbød mig en omrykning i huset, hvortil jeg skulle ønske det, hvis det kunne betyde, at det ville være nemmere for mig. Hun sagde også, at jeg må sige til, hvis jeg har brug for en fridag somme tider. Hun sagde til mig, at jeg jo ikke har været i huset så længe, så det jo er naturligt, at jeg ikke kan det hele endnu - og at det altså kun er et arbejde. Og så fik jeg så meget ros. Fik at vide, at min ansøgning, dengang jeg søgte stillingen, blev valgt ud af alle i huset, og at den var den eneste, lederen ikke var i tvivl om. At jeg fuldt ud og mere til lever op til forventningerne. At jeg vokser med opgaven. At lederen oplever, at min måde at gå til børnene og hverdagen på gør en forskel i huset. At den måde, jeg reflekterer og agerer på, gør min praksis autentisk. Der var så mange flotte ord til mig.

Og så tænker jeg på, hvad det er, der gør, at jeg føler mig så usikker og utilstrækkelig. Er man sin egen værste fjende og dommer, måske? Eller er det bare min følsomhed og usikkerhed, der skyder mig i foden?

Jeg har bestemt mig for at blive, hvor jeg er i huset (i børnehaven med de ældste børn). Jeg vil nok gerne tilbage til vuggestue, men ikke i det hus, tror jeg. Det må have mere tid, er jeg sikker på. Og det går da også stadigt bedre for mig at være i huset og i hverdagen. Men det er svært pga. usikkerheden og utilstrækkelighedsfølelsen, der lurer lige under overfladen. Men jeg er ikke ked af at være der. Det er bare både godt og svært på én gang. Men mon ikke tiden arbejder for mig?