Idag er en lørdag uden planer. Uden at skulle ud af huset, uden aftaler, og uden at Ida skal lege med nogen. Det gør godt for os alle. Thomas har malet lidt på carporten i formiddag, og nu er han på arbejde. Pigerne leger sammen, og her er en stemning af ro og lidt mathed. Jeg er overraskende flad af at være studerende, og så er jeg snothamrende forkølet, Klara er pjevs, snottet og har sovet dårligt i nat, og Ida er lidt mat af at være blevet skolebarn. Hverdagen har vist indhentet hende lidt, og selvom hendes nye skoleliv er fyldt med spændende og sjove oplevelser, så er det nok også hård kost at skulle forholde sig til så meget nyt. Jeg forstår hende så godt.
Pigerne og jeg har set Aristocats, spist lagkage, givet - og fået - massage og leget tog. Lige nu leger pigerne noget med en kat og en dukkevogn. Jeg vasker en maskine tøj, og nyder at solen skinner ind i stuen til os. Og overvejer endnu en rolig dag imorgen. Det er virkelig tiltrængt og giver forhåbentlig ny og god energi til ugen, der kommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar