Ahvafforno'et??

Ah. Nytårsdag.

Da jeg åbnede persiennerne imorges: Solskin og tø-vejr! YES! Så kunne jeg da lige få den løbetur, jeg til min store fortrydelse måtte aflyse igår, da det var så glat udenfor, at jeg simpelthen ikke turde.

Jeg glædede mig til den løbetur hele formiddagen. Og trak til middag i løbetøjet, tog mit nye løbe-ur på og ud af døren med mig. For så bare at sørge for at enten stå HELT stille eller bevæge mig gaaanske forsigtigt. For var det glat igår, så var det über-glat idag. Jeg ville ikke kunne komme ned af vores lidt skrånende indkørsel sikkert, og hvordan jeg så derefter ville komme op igen, må stå hen i det uvisse. Så jeg måtte gå ind igen med uforrettet sag. Hvorefter der skete en for mig række højst besynderlige ting:

1) Jeg opdager, at jeg ærgrer mig VOLDSOMT over en løbe-tur, der ikke blev til noget.

2) Jeg går på min cross-trainer, da jeg NÆGTER ikke at få min motion.

3) Jeg synes pludselig, at sådan en cross-trainer er et FRYGTELIGT alternativ til en løbetur i det fri.

4) Hørte mig selv sige, at løb er en meget rarere form for motion. RARERE?? Synes, JEG det??

Og ja, det gør jeg. Faktisk! Jeg, der aldrig har kunnet løbe. Eller i hvert fald aldrig har troet, at jeg kunne og har givet op, fordi det hverken var sjovt, rart eller givtigt.

Men det synes jeg altså nu. Jeg fandt et godt løbetræningsprogram på nettet, hvor man i løbet af 12 uger træner sig op til at kunne løbe 30 minutter/5 km. Har jeg bare aldrigaldrig kunnet. Men med dette program ser det faktisk ud til at kunne lykkes. Jeg har nu løbet i et par måneder - endda i en tid med sne og frost. Og jeg er målløs over, at jeg kan og gerne vil. Og glad. Glad for at det går så godt, glad for at løbe og glad for at være glad for at løbe.

Tænk engang!