En rigtig grim oplevelse

Jeg har været stille her i et stykke tid. Grunden til det er blandt andet, men primært, Ida. For en lille uge siden havde vi en oplevelse, der endnu ikke har bundfældet sig, og som stadig kan gøre mig fysisk dårlig ved tanken om "...hvad nu hvis..."

Vi er ved at få lavet køkkengulv, og har flyttet alt, der kan flyttes, fra køkkenet og ind i stuen. Blandt andet et meget højt skab, tømt for indhold.

Skabet stod på et tæppe, det var blevet rykket fra køkkenet til stuen på, fordi skabet er for tungt og uhåndterligt for min far og Thomas at løfte fra det ene sted til det andet.

Min far og mor er her, dels for at hjælpe med at rydde køkkenet, det for at drikke kaffe og hygge. Vi sidder og drikker kaffe, Ida er ved det store skab.

Hun smiler, kigger på os og åbner skabet en smule. Og så sker det.

Skabet begynder at vælte. Og hun står lige foran.Vi husker alle kun mere eller mindre slørede bidder af, hvad der så sker. Og som sker så utroligt hurtigt. Og alligevel i slow motion.

Ida prøver at holde igen på skabet. Thomas råber "GÅ VÆK!" Heldigvis reagerer hun med det samme og trækker sig bagud. Hun dukker hovedet lidt, som for ikke at blive ramt.

Jeg rejser mig. Ser skabet falde, men som i slow motion. Jeg skriger: "NEJ! NEJ! NEJ". Vi er alle fire på vej derhen, jeg er forrest. Jeg løber, men jeg ved, jeg ikke når det. Tænker "Jeg når det ikke. Jeg vil tage skabet, inden det rammer hende. Det er for tungt, jeg kan ikke holde det". Tusind tanker på ti løbe-skridt hen mod Ida og det kæmpestore, tunge, faldende skab.

BANG! Jeg nåede det ikke. Skabet ligger på gulvet. Med Idas hoved under. Hvordan hun ligger og hvor meget mere end hovedet, der ligger under skabet, husker jeg ikke. Jeg skriger "NEJNEJ!"

Efterfølgende er vi kommet frem til, at det vist kun er lågen, der lå over hende. Skabet må være drejet på det ene ben i faldet og ramt gulvet med lågen åben over Ida. Heldigvis. Men lågen i sig selv er meget tung, og med skabets kraft på vej mod gulvet er det med stor vægt og kraft, Ida er blevet ramt og slået i gulvet. Skabslågen ligner skallen på et krakeleret æg, der hvor det har ramt Idas hoved.

Jeg får flyttet lågen. Når at tænke, om jeg burde tage hende op, hvis hun nu har skader på ryggen eller nakken. Hiver hende alligevel op til mig. Sidder med hende der på gulvet. Så begynder hun vist at græde. Jeg husker det ikke. Jeg er lammet, dybt chokeret. Min mor fortalte bagefter, at jeg blev hvid som et lagen og rystede. Jeg tænker, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg ikke reagerer. Efterfølgende kan jeg se, at jeg var i dybt chok. Jeg er bange. Så bange for, at der er sket noget med Idas hoved. Jeg sidder med hende. Checker hendes hoved, hendes ansigt. Checker igen og igen om hun bløder ud af ørerne. Checker hendes arm, som hun har slået og holder sig på.

Min far sidder overfor mig og er også dybt chokeret. Han vil have hende, hjælpe, gøre noget. "Giv mig hende! Giv mig hende!" siger jeg, selvom hun sidder hos mig. Min mor er der, men jeg har intet billede af, hvad hun gør. Klara vågner, Thomas henter hende ind fra barnevognen. Derefter henter han kolde klude og vi finder en pose bønner i fryseren til at holde på en bule.

Ida græder og græder. Højt og bange. Hun besvimer ikke og er med hele tiden.

Thomas får hende, jeg ringer til vagtlægen, som synes, vi skal se det an hjemme. Thomas mener, vi skal tage på skadestuen, ikke mindst for hendes arm. Jeg er mere bekymret for hendes hoved.Så begynder Ida at gabe og lukke øjnene, og så er vi ikke i tvivl. Hun skal kigges på. Nu!

Thomas og min far tager afsted med Ida. Min mor bliver hjemme hos Klara og mig. Det er frygteligt ikke at være med. Ikke at vide, hvordan Ida har det, og hvad der sker.Ida er bange for at skulle på hospitalet. Hun siger flere gange, at hun ikke vil stikkes. Det er det, der fylder i hendes lille hoved. Hun er så bange og forskrækket.

Da de er kørt, skal Klara skiftes. Og så kommer min reaktion. Jeg græder og græder. Siger alt det højt, der kører rundt i mit hoved. Hvad nu hvis... alle mulige frygtelige, frygtelige ting. Godt min mor er der, hvordan jeg skulle have klaret at være alene, ved jeg ikke.

Min far holder os opdateret fra hospitalet. Ida får det bedre, så snart hun finder ud af, at hun ikke skal stikkes. Klarer alle udersøgelserne fint, og bliver helt sig selv undervejs, kan Thomas fortælle, da han ringer hjem.

Tænk, hun har kun fået overfladiske skrammer! Lidt på kinden og lidt på armen. Ingen brækkede knogler og ingen hjernerystelse eller noget som helst. Det er ikke til at fatte, når man tænker på, hvad der skete, og hvordan det kunne have gået. Billedet ovenfor er taget et par dage efter hændelsen. Da har det røde under hudafskrabningen allerede fortaget sig, og der er kun antydningen af et blåt mærke, som aldrig blev til mere.

Da de kom hjem, var Ida fuldstændig udmattet, men glad. Spiste lidt tomatsuppe og drattede om med det samme, hun kom i seng. Og dagen efter var hun den samme Ida, vi kender så godt. I klæd-ud-tøj og højt humør.Jeg selv, og Thomas selvfølgelig også, har brugt og bruger stadig mange tanker og ord på at fordøje og bearbejde oplevelsen. Vi snakker om følelsen af skyld og om de frygtelige tanker om, hvad der kunne være sket, hvis ikke vi havde været nær så heldige. Det bliver godt at få det hele på afstand, men ting tager tid. Også for Ida som også har en reation på det, der skete. Hun er lidt mere sårbar end ellers, og leger også oplevelsen ud ind imellem. Det er godt for os alle, at tiden arbejder og vi får oplevelsen på afstand.