Maven

Det er ikke meget, jeg får skrevet om graviditeten. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi der er så mange og meget blandede tanker. Måske fordi, det er så uvirkeligt, at der er en baby på vej til os. Jeg havde ellers forestillet mig, at det ville være mere håndgribeligt, når man havde prøvet det før, men sådan er det ikke for mig i hvert fald.

Men det går godt. Jeg får det stadigt bedre. Jeg har godt nok været ramt af diverse graviditetsgener denne gang meget mere end sidste gang. Men det har egentlig været godt nok, for det har været en bekræftelse på, at graviditeten var der og blev ved at være der.

Jeg har haft store problemer med lugte, især køleskabe og brændeovnen. I aften har Thomas forsigtigt forsøgt at tænde op i brændeovnen, så må vi se, hvordan jeg har det med det...

Jeg sover ikke længere så elendigt, som jeg har gjort indtil for nylig. Da vågnede jeg mange, mange gange i løbet af natten. Nu vågner jeg bare ca. hver tredje time for rende på toilet (men det er også rigeligt!).

Jeg kan stadig blive utilpas, hvis jeg ikke får noget at spise i tide. Min appetit er dog ikke stor, og den er også begrænset. Ikke sådan at der er en masse, jeg ikke kan spise, jeg har bare ikke rigtigt lyst til noget. Meget ulig mig. Især er det mærkeligt for mig slet ikke at have lyst til kage og the. Især theen savner jeg. Jeg har også et anstrengt forhold til løg - jeg synes, de giver en frygtelig eftersmag og lugter i dagevis. Heldigvis er min suppe-lede vist forsvundet.
Der er vist ikke noget, jeg har særligt lyst til for tiden.

Vægten siger +2 kg, hvilket jeg er meget tilfreds med. Om 2 uger er jeg halvvejs i graviditeten, så det er meget pænt ikke at have taget mere på, synes jeg.

Jeg er idag 17+1, dvs. i 18. uge.

Jeg mærker ikke liv, men det hænger bla. sammen med, at moderkagen - ligesom da jeg ventede Ida - sidder mellem mit maveskind og den lille, hvorfor det ofte vil tage lidt længere tid, inden den lille er stærk nok til at "sparke igennem", så man kan mærke det. Med Ida var jeg 20+1 (21. uge), da jeg mærkede hende første gang. Jeg venter, fordi jeg ved, det kan tage tid. Men jeg venter ikke tålmodigt.

Jeg har døjet med en frygtelig hovedpine og blev i den forbindelse checket for blærebetændelse, men der var ikke noget. Nu er hovedpinen heldigvis væk. Nu sørger jeg for at drikke en masse, både vand og tranebærsaft.

Maven vokser, og den gør det hurtigere end med Ida. Men sådan er det vel med ikke-førstegangs-graviditeter. Det er mere end ok med mig. Jeg elsker den mave. Den er et synligt bevis på, at der er nogen derinde. Jeg har kunnet se graviditetsmave siden 9. uge, men synes ikke, jeg er stor. Bare sådan tilpas.

23. november '08, 13+1 (14. uge)
og
21. december '08, 17+1 (18. uge) (fikst med kamera på billedet!):
Vi var til jordemoder i onsdags, hvilket var en virkelig god oplevelse. Hun var nok verdens sødeste jordemoder. Hun er vel ikke så meget ældre end jeg, og hun formåede at give nogle gode og logiske forklaringer på vores spørgsmål, så flere brikker faldt på plads i mit hoved. Hun gav mig tryghed og håb. Og det slags betyder meget hos mig i denne graviditet.