29 juni 2008

Havedag

Idag har nogle af vores stauder holdt flyttedag. Sikke vi har gravet, flyttet og vandet!

Høstanemoner fra vores fælles have, hortensiaen jeg fik af Thomas på vores et års bryllupsdag, stjerneskærmen vi fik af vores nabo sidste år, duenæbbet jeg ønskede mig, fordi den minder mig om mine forældres have, hibiscussen vi satte sidste år, samt sankt hans urten mine forældre gav os, da vi kom hjem fra bryllupsrejse.Alt det tager vi med os, fordi der for os ligger noget historie i de enkelte planter. Kunne jeg, tog jeg også rosen og lavendlen med, som vi satte den første sommer, vi boede her, men den går desværre ikke. Heldigvis er der lavendler i den nye have, og en rose magen til den, vi forlader, skal vi have sat i løbet af eftersommeren.

Dagen er gået med at plante stauderne i haven. Det er ikke så nem en opgave, da jeg vil have planterne til at afløse hinanden i blomstring og farverne til at passe og samtidig variere. Og der skal også etableres et bed et sted i haven, der trænger til noget farve.

Men jeg synes, det er sjovt, og jeg glæder mig til at tage på planteskolen for at købe lupiner, sommerfuglebusk, blåregn, jordbær, måske et blommetræ og roser - og sikkert mere... Og jeg glæder mig til at lave urtebed med alle mulige krydderurter og rabarber.

4 kommentarer:

Pia Maria sagde ...

Lyder også bare FLOT Pernille! Det lyder som en dejlig have, hvor man slapper af og drikker limonade :-) Kh Pia Maria

Pernille sagde ...

Vi skal slappe SÅ meget af i den have! :o)

Knus.

Anonym sagde ...

Det lyder altså VIRKELIG som en lækker have I får. Sådan med plads til hængekøje, terrasse, frugttræer etc. Det bliver da bare så dejligt for jer.
Knus
A-T

Pernille sagde ...

Nemlig vi skal have en hængekøje. Vi har faktisk allerede købt den! :o)

Knus.