Jeg gad godt, at det var nemmere for Ida at begynde i børnehave. Det er så svært for hende. Og dermed også for os, nok især for mig. Det gør ondt i min mave og i mit hjerte at tænke på, at Ida sikkert går rundt med en knude inden i, fordi alt er så stort og nyt og dermed svært.
Ida befinder sig i det der mest af alt ligner en stress-tilstand. Hun har svært ved at falde i søvn, trods stor træthed. Hun er kort-luntet og bliver nemt vred eller ked af det. Hun drømmer voldsomt, græder og vågner om natten. Somme tider er hun endda vågen i længere tid om natten. Hun vågner meget tidligere om morgenen, end hun plejer. Hun har været fysisk syg af udmattelse. Og så er der udbruddene, når hendes lille krop ikke kan rumme mere. Hun græder, - græder så voldsomt. Forleden græd hun og var så vred, så vred i en hel time - for derefter at falde i dyb søvn og sove i næsten 3 timer.
I børnehaven oplever de en rolig og glad pige, og det er jo dejligt. Jeg tænker bare på, hvor meget hun må holde på sig selv for ikke at vise dem sine følelser om, hvor svær denne børnehave-start er for hende.
Det smerter mig, at min lille pige skal gå og have det sådan. Jeg bliver ked af det, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for at gøre det nemmere for hende. Men vi kan ikke gøre mere, end vi gør, resten handler om tid til at vænne sig. Tid til at Ida vænner sig til alt det nye - det nye sted og de nye mennesker. Det ved jeg godt.
Men lige nu er det bare slet ikke særlig sjovt med denne børnehave-start for nogen af os. Jeg håber, det hele snart bliver lidt nemmere for Ida.
3 kommentarer:
Hej Pernille
Jeg har selv en datter, der netop er startet i børnehave. Og jeg genkender dine bekymringer.
Hun har ikke reageret så kraftigt som Ida. Men reageret - det har hun bestemt.
Som du jo sikkert godt ved, bliver det bedre. Dag for dag. Uge for uge. Men det ændrer ikke ved, at det er uendelig hårdt, mens det står på.
Ida modnes dag for dag. Og hun gør sig gode og dårlige erfaringer. Hver og en af dem er med til udvikle hende og gøre hende lidt klogere på børn, voksne - og på livet. Det må og skal udmatte hende at indtage den for hende fuldstændig nye og anderledes verden.
Min erfaring er, at ungerne særligt de tre første måneder i børnehaven tager syv-mile-skridt. Lige om lidt, vil hun gøre og sige ting, som vil få dig til at forundres, le og imponeres.
Det hele skal nok gå godt - selv om det er hårdt. (Det ved jeg godt, at du allerede ved). For Ida har fantastisk støtte med hjemmefra.
Tak for din altid ærlige og ofte hyggelige indlæg. :-)
Mariie
http://paasinde.wordpress.com
Det er jeg godt nok ked af at høre. Dit indlæg gør mig i et trist humør, fordi jeg ved, at det jo næsten ikke er til at holde ud, når ens børn har det svært.
Men det skal nok gå fremad - måske hurtigt, måske langsomt, men hun skal nok klare den.
Knus
A-T
Kære Pernille!
Jeg læste dit indlæg før weekenden, men vidste ikke havd jeg skulle skrive, men nu skriver jeg lidt til dig alligevel.
Åh ja det er svært, når ens børn ikke har det godt! Min gamle farmor sagde altid, når hun blev spurgt om hende og min farfar havde det godt: Vores børn (og børnebørn)har det godt, så vi har det også godt! Og jeg har jo måttet sande, at det er der noget rigtigt i!
Jeg håber at Ida snart bliver "sig selv" igen, og det er jo bare godt, at hun har nogle forældre som jer, der kan "læse" hende og give hende tryghed og kærlighed hver eneste dag! Så hun skal nok klare den!
Kærlig hilsen Pia
Send en kommentar