Nok er jeg pædagog af uddannelse, og har i kraft af det nogle erfaringer, af såvel praktisk som af teoretisk karakter. Men herhjemme er jeg altså bare mor. At være pædagog for sit eget barn skal man ikke være, og for mit vedkommende hverken kan eller vil jeg være det.
Som mor kan rationaliteten og fornuften stå ganske uskarpt for mig. Alle spørgsmålene, bekymringerne og udfordringerne slører mit udsyn. "Hvorfor gider hun ikke potten mere, end hun gør? Kan vi hjælpe hende til at blive blefri inden børnehavestart? Hvordan gør vi det? Hvorfor er hun så følsom for tiden? Bliver bange ved aftenputning og snakker om tigre og krokodiller? Hvorfor er vores ellers så stærke og selvstændige pige pludselig skrøbelig, selektiv og tryghedssøgende? Hvorfor græder hun oftere for tiden? Hun skal være glad, hun skal da ikke være ked af det - og jeg hopper gerne på tungen!" Og så videre.
Thomas spørger relevant nok, hvad jeg ville svare forældre, der spurgte mig til råds ifm. mit arbejde i vuggestuen. Og jeg ved godt, hvad jeg ville sige. Jeg ville sige: "Det er en periode - som det meste er med børn. Hun er sikkert i gang med en udvikling. Det er en helt naturlig reaktion. Hvad gør hun, når I...? Har I prøvet...?"
Men hvor er det dog svært at tænke fornuftigt og lytte til mine egne råd, når alle følelserne sidder uden på tøjet, og man selv er den, der står midt i det. Og bare er MOR.
2 kommentarer:
Mand, den åd min lange kommentar!! Åhh - men essensen af det jeg skrev var at det nok bare er vores lod at være beskyttende, betænksomme, fuld af omtanke og en smule bekymring, fordi de har brug for at i hvert fald én har det sådan. At der er i hvert fald én der ønsker dem det allerbedste.
Og så skal man naturligvis have fornuften med - og DET er så udfordringen ;o)
Mon vi nogensinde lærer det?
Knus
A-T
Kære Pernille!
Jeg kan kun alt for godt genkende det du skriver. Vi er forældre til vores børn og ikke pædagoger, og sådan skal det jo også være. Værst er det synes jeg, når folk siger: Jamen det må du da vide - du er jo pædagog, hvortil jeg så svarer: Ja det er jeg, MEN ikke til mine egne børn.
Nogle gange tænker jeg faktisk at det kunne være skønt IKKE at sidde inde med al den viden om børn - jeg synes ofte det er svært bare at være MOR og ikke tænke alt for meget over hvad man gør og hvorfor man gør det!!!
Nå, men jeg ævler vist - jeg holder her! Mine drenge har brug for deres MOR :-)
Knus og god aften til dig! Pia
Send en kommentar