Jeg er frustreret, ærgerlig og ked af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mig viklet ud af denne tilstand, denne følelse af tristhed. Jeg vil bare gerne være glad i min hverdag, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme fri af følelsen af dels ikke at være glad og dels at være tynget.
Jeg føler mig sikker på, at disse følelser stammer fra mit arbejdsliv, da jeg trives meget dårligt der for tiden. Jeg trives ikke med alle de udefra kommende opgaver, der - føles det som - skal gøres for at "se ud" ud ad til. Jeg har tidligere haft et arbejdsliv, hvor de værdier, jeg vægter, var værdier, huset som sådan arbejdede ud fra. Men det var en anden kommune, et andet hus - og måske en anden tid?
Selvfølgelig udvikler mit fag sig, og det skal det også, men det sted, jeg står lige nu, har jeg ikke lyst til at være. Hverken fysisk, mentalt eller fagligt. Men jeg føler mig bundet, da der ikke er så mange andre stillinger at få. Og hvis jeg skal søge noget anet, skal det være noget, jeg på forhånd har lyst til, ikke fordi jeg i desperation flygter fra det, jeg er i nu.
Det er også sin sag at skulle søge og evt. begynde på nyt job. Den slags kræver overskud. Og jeg er typen, der synes, det er så hårdt at begynde på ny arbejdsplads. Jeg bruger så mange kræfter og så meget tid på at falde på plads både i arbejdet, hverdagen og socialt. På en måde kan jeg også godt føle mig lidt rodløs i ikke at kunne finde et sted, jeg har lyst til at være og blive.
Så tænker jeg, om mit fag efterhånden er det rigtige for mig. Men hvad skulle jeg ellers? Uddanne mig? Men til hvad? Eller finde nyt område indenfor mit fag? Måske. Men stillingerne hænger ikke på træerne, desværre, som de gjorde engang.
Åh, og på mandag begynde hverdagen igen, det ved jeg slet ikke, hvordan jeg forholder mig til.
Øv. Bare øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar