24 januar 2014

Pizza-date med yngste

Ida og Thomas er taget ind at se Flying superkids, noget Ida længe har glædet sig til. Imens kunne Klara og jeg jo lige så godt hygge os, så vi tog på tur, og vi endte til aftensmad hos Vennerne (aka. den lokale pizza-mand). Det er meget sjældent, vi vælger at spise maden på stedet, men i dag skulle vi på "restaurant", Klara og jeg. Så vi bestilte en pizza og satte os derefter godt til rette og nød at blive serviceret.

Og så var det, jeg egentlig blev lidt overrasket over, hvilken dialog, det efterhånden er muligt at have med Klara (nu 4½ år).

Vi sad bare dér og snakkede om stort og småt, og hun var både fornuftigt, interessant og sjov. Vi sad rigtig længe og sludrede, små-grinede og nød maden.


Og Klara blev ved at sige "Aaii, det smager bare for godt!". På et tidspunkt var hun faktisk så begejstret for maden, at hun udbrød "Det smager som en million!" Men det var også rigtig god mad. Sådan en nybagt pizza, direkte fra ovnen, rygende varm og sprød, det er bare noget andet, end en lunkent og halv-slatten hjemfragtet pizza.

Det var en på alle måder vellykket date, jeg havde fået mig med Klara der.

Ingen kommentarer: