15 juli 2012

Sommer og cirkus

Og ikke bare et hvilket som helst cirkus, men det cirkus, jeg til enhver tid ville vælge, hvis jeg fik mulighed for at vælge mellem alle mulige cirkus: Cirkus Summarum. Traditionelt cirkus kan godt være en liiille smule kedsommeligt, synes jeg, men ikke Cirkus Summarum. Det er DR/Ramasjangs cirkus for børn, og det er så hyggeligt. Der er velkendte figurer, en lille historie, fine numre og god musik.

I år var første gang vi tog afsted alle fire, og det var en succes. Klara skulle ikke have været yngre, men det var fint også for hende. Hun blev dog lidt træt til sidst, hvilket måske kunne have været afhjulpet, hvis hun havde taget sin middagslur - hvilket hun havde haft rig mulighed for i bilen på vej til Amager, da der var en både lang og m.e.g.e.t langsommelig kø på HC. Andersens Boulevard i København. Så lang, at selvom vi var kørt hjemmefra i rigtig god tid for at få fornøjelse af aktiviteterne på cirkuspladsen, kun lige akkurat nåede at købe popcorn (meget vigtigt!) inden forestillingen gik i gang. Men vi nåede det, og det var det vigtigste.

Både Ida og Klara var optaget af forestillingen, og selv Klara klappede med, svarede når man skulle det og sang spontant med på de sange, hun kunne. Vi grinede, overraskedes, holdt vejret og nød. Ligesom det sig hør og bør i cirkus.

Ingen kommentarer: