Der har været stille hos mig. På ingen måde ude i det virkelige liv, men her hos mig på bloggen. Jeg har et stykke tid følt, at bloggen har været lidt en pligt. At ingen - eller i hvert fald ikke ret mange - læste med. At den tog tid, og at den blev en ærgrelse og et hængeparti, jeg ikke kunne følge med på.
Så jeg tænkte, at jeg måske skulle lade være at skrive. Jeg tænkte på, hvad min blog er blevet og på hvorfor, jeg i det hele taget stadig skriver på den. For den har ændret karakter. Da jeg begyndte at skrive, var, ikke alt, men meget fra mit liv med. Det søde, men også det sure; Frustrationerne, vreden, tristheden. Der er sket så meget, og der er flere grunde til, at bloggen ikke rummer alt dette i samme grad længere. Jeg har fået nogle hak i tuden for min ærlighed, og jeg har også ændret mig som menneske ift. hvad jeg har lyst til at lægge ud til verden om mig selv.
Så pludselig følte jeg, at min blog kun handlede om solskinshistorier og indlæg om diverse udflugter og opskrifter, og det er jo ikke kun sådan, vores liv ser ud. Så på den måde kan man sige, at bloggen bliver en halv sandhed.
Og pludselig syntes jeg ikke rigtigt, jeg vidste, hvad jeg skulle med den blog, og besluttede at lade den hvile lidt. Og så gik vores computer kold (godt man lige havde fået en smartphone, så man ikke var helt hægtet af!), hvilket gav mig en oplagt tænkepause.
Og så gik jeg der og tænkte.
Og jeg er kommet frem til, at jeg savner bloggen. Savner at skrive om de ting, jeg gerne vil gemme, huske og mindes. For det er jo netop dét, jeg bruger bloggen til. Jeg skriver for at huske. Hvornår Ida tabte sin første tand, og hvordan det skete. Hvornår Klara lærte at cykle. Om da Ida begyndte i skole. Eller om Klaras første fødselsdag. Og om de gode stunder. De skønne kager. De dejlige ture. Lykke-øjeblikkene. Mine pigers liv. Alt det skriver jeg ikke andre steder, og her på bloggen kan jeg endda lægge billeder på, så det hele bliver en fin helhed.
Og hvad så, hvis jeg ikke får beskrevet alle hjørner af vores liv. Det er ved nærmere eftertanke heller ikke det, der er meningen med min blog.
Og hvad så, hvis ikke ret mange læser med. Jeg er glad for dem, der er med, og for en kommentar i ny og næ - det giver også bloggen lidt liv. Men jeg skriver jo for mig selv. For at gemme. Ikke for at blive klappet på skulderen.
Så derfor vender jeg tilbage. Det handler jo også om at prioritere, når man gerne vil noget. Og jeg vil det gerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar