Efter jeg er begyndt på arbejde, har døgnet virkelig alt for få timer. Jeg synes faktisk, at mine dage går med at arbejde eller at være sammen med min familie.
Enten arbejder jeg til sent (lukker børnehaven), så henter Thomas pigerne, og når jeg så kommer hjem, står der aftensmad, evt. badning af pigerne, putning, opvask, madpakke-smøring, oprydning og klargøring til næste morgen på programmet. Så gik stort set dén aften. Så er der ikke meget tid til feks. pc og blog og den slags. For jeg har altså brug for at sidde lidt ned og kigge ind i fjernsynsskærmen.
De modsatte dage har jeg tidligt fri og henter pigerne. Så står eftermiddagen i familiehyggens tegn - de dage elsker jeg.
Og når det så bliver aften, står programmet på det samme som ovenstående. Og så er jeg igen oftest ikke gearet til andet end at flade ud.
Derudover er der møder af diverse slags og en mand, der arbejder skøre tider.
Så hvornår jeg får passet rengøring, løb samt andre, og måske mere lystbetonede, aktiviteter ind i hverdagen, dét er det store spørgsmål. Jeg synes virkelig, det er et puslespil. Der er så meget, jeg gerne vil. Måske er det et tilvænnings-spørgsmål. Efter at have gået hjemme så længe, skal jeg måske bare lære at finde energien og hullerne igen. Jeg ved det ikke. Men jeg håber, det letter lidt på et tidspunkt.
Nu vil jeg hente mine piger, så skal vi hygge i eftermiddag. Når så Thomas kommer susende hjem fra arbejde, kører jeg til aftenmøde. Jaja.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar