Det der nye arbejde

Jeg har ikke fået skrevet den sidste uge, det nye arbejde har fyldt en del. Ikke fordi jeg er voldsomt træt, eller fordi jeg ikke orker at skrive eller gøre de andre dagligdags ting, der skal gøres. Jeg ved faktisk bare ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive om mit nye arbejde.

Er jeg glad? Jojo, det er fint nok. Men det er nyt, og jeg er ny i det. Det er jeg ikke så god til. Jeg synes som udgangspunkt, at arbejdspladsen, kollegerne, børnene og udfordringer er helt i orden. Men det er svært at finde mine egne ben i det, synes jeg. Jeg er lidt usikker på et par af mine nye kolleger, ved ikke lige helt, hvor jeg har dem. Det handler sikkert bare om, at vi skal lære hinanden at kende, og det lige nu er den proces, vi er i gang med. Men jeg kan godt komme i tvivl, vi er helt skæve af hinanden, eller det bare er, fordi vi ikke har fundet hinanden endnu.

Jeg ved godt, at jeg vist forlanger meget af mig selv, og har jo kun været der en uge nu. Jeg ville bare gerne kunne spole tiden en måneds tid frem, så jeg kunne vide, at jeg har det bedre på det tidspunkt, når jeg har fået tingene mere ind under huden og dermed fået en større sikkerhed på mig selv og min rolle i huset, på stuen og i forhold til børn og kolleger.

Jeg har tænkt meget på mit gamle arbejde i vuggestuen den sidste uge, og jeg har savnet det rigtig meget. Jeg har savnet de rutiner og mennesker, jeg kender så godt, og som kender mig. Måske er det bare fordi, jeg er så ny. Det er det nok.

Men alt i alt har jeg det fint nok med det. Vi er så småt begyndt at finde en rytme om morgenen, og jeg er ok med at være på arbejde, også de lange dage. Jeg ved jo, at pigerne har det godt derhjemme med Thomas. Og så er det altså fantastisk efter en lang dag, hvor man har været en masse for nogle andre folks børn, at komme hjem til sine egne og kramme dem, læse en bog sammen med dem og bare være sammen med dem.