12 januar 2009

Flid

Inden for få dage skal vi i gang med det sidste af de rigtig store projekter i huset. Vi skal nemlig til at ordne stuen. "Ordne" betyder, at vi skal have hevet tapetet af væggene, spartlet, sat filt på og malet samt spartlet gipslofterne, sat filt på dem også og malet. Det bliver et stort arbejde, og ingen af os har lyst til at gå i gang. Men gøres skal det, for gør vi det ikke nu, får vi det simpelthen ikke gjort i de næste par år, når den lille er kommet, det ved vi bare. Og stuen er så grim, og resten af huset så pænt, så selvfølgelig skal stuen ordnes. Det er noget med at komme i gang, så vi kan blive færdige.

I den forløbne uge har Thomas sat en væg op mellem soveværelse og kontor samt lukket hullet rundt om det nye skab, vi satte op i soveværelset. Væggen skulle laves nu, så der også kan komme filt på den, når nu vi snart har maler-grejet fremme alligevel.

Thomas har taget en uge fri sidst i januar, og vi håber at rykke rimeligt godt på projektet, når nu vi har en masse erfaring, fra da vi ordnede resten af huset i foråret. Vi skal meget, meget gerne være færdige inden 1. marts, er planen. Derefter skal vi stille og roligt indrette børneværelse og lave andre mindre projekter, inden den lille melder sin ankomst. Og det ved man jo aldrig, hvornår sådan én kan finde på...

Ingen kommentarer: