11 september 2008

Dét var meningen!

Vi kunne godt se, da vi flyttede i det nye hus, at Idas lille bord med to tilhørende stole faktisk var for småt for hende, når hun gerne ville sidde med perler eller med sine tegnesager. Faktisk har Ida aldrig brugt det lille bord til den slags, dels fordi hun altid har siddet med den slags i stuen, dels fordi hendes værelse i det gamle hus lå på førstesalen, og hun derfor ikke brugte sit værelse ret meget, da hun gerne vil være tæt på os og ikke var tryg ved at være alene deroppe.

Så vi fandt et rigtig pænt skrivebord til Ida, i en størrelse som ikke fylder hele værelset, men som stadig kan bruges til skolearbejde også - hvis bordet holder så længe. På bordet er plads til tegnegrej, tegneunderlag, lampe og ikke mindst hendes cd-afspiller.

Og hun har brugt sit skrivebord flittigt, lige fra vi fik det ind på hendes værelse (i det hele taget bruger hun sit værelse virkelig meget i det nye hus). Der bliver lavet halskæder og perleplader og der bliver tegnet og farvelagt flittigt, alt imens en cd kører på afspilleren (lige nu er hittene en cd med tilhørende bog med historien om Askepot samt Bamses Julerejse).Som barn (fra jeg gik i børnehave og langt op i skolealderen) kunne jeg også sidde i timevis på den måde; Og nørkle med et eller andet ved mit skrivebord mens jeg hørte eventyr på båndoptageren. Som mor, så datter åbenbart.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg kan så godt sætte mig ind i hvordan Ida nyder det. Her har vi skabt en lignende krog i køkkenet, og dén bruges flittigt!
Det lyder rigtig hyggeligt med musik, tusser osv.
Knus
A-T