Klara og jeg skulle køre min far på hospitalet. Hans opererede fod skulle befris for sting, og i dag var vi de heldige vindere af en tur til og fra med morfar. Vi hyggede med varm kakao og chokolade i ventetiden på hospitalet (privathospitalerne har mange goder), og på hjemvejen lagde vi vejen ind forbi MacDonalds, hvor vi spiste lidt frokost og en lille is, og Klara også var inde at vende i legerummet. Det kan godt være, at grunden til samværet var af praktisk karakter, men nøj, hvor vi hyggede os!
Vi satte morfar af hjemme, og så kørte vi hjem til egen matrikel, hvor vi gik på Klaras værelse for at høre musik og lege. Først fandt Klara legoklodserne frem. Egentlig ville hun gerne, at vi skulle bygge et hus sammen, men så blev hun helt opslugt af at bygge et højt tårn selv.
Efter lang tid, hvor Klara havde fået bygget et rigtig højt tårn, fandt hun vej til togbanen, hvor hun rigtig længe arbejdede med at bygge en bane, og længe legede med at sætte alle togvognene sammen og køre dem frem og tilbage på banen. Vognene kørte ikke så glat som ønsket, men der skal mere til at slå Klara ud, så hun arbejdede bare bravt videre.
Og så var det tid til at hente Ida - som blev meget ulykkelig, da jeg måtte fortælle hende, at vi ikke skulle med til aftenens forårsfest i klassen. Dette var en beslutning der af mange grunde var taget for et stykke tid siden. Hvad jeg ikke vidste var, at de i hemmelighed i klassen havde forberedt forskellige ting, de skulle fremføre og vise til festen, og Ida var så skuffet over ikke at skulle være med til det.
Hele vejen hjem - og vi var på gå-ben, hvilket var både skønt og sjældent - var hun så ked af det, og jeg brød min hjerne med, om det kunne løses, samtidig med at jeg havde så dårlig samvittighed over at have taget denne oplevelse fra hende.
Pludselig kom der en bil bag os, og nogen sagde hej. Og dér havde vi mormor! Vel hjemme hos os, sagde hun, at hun kunne tage Klara med hjem, og så kunne Ida og jeg tage til fest i klassen (Thomas var på arbejde). Tænke, tænke - hvordan løser jeg så det med, at vi skulle have mad OG dessert med? "Hvad vil du have med til festen, så henter jeg det i Netto for jer?" sagde moren min - og så fræsede hun i Netto efter kyllingelår, gulerødder og brød, mens jeg lavede os en kop the!
Så Ida og jeg nåede til forårsfest i klassen, og det var et par virkelig skønne timer vi tilbragte sammen. Det var dejligt bare at være afsted Ida og jeg, og Ida fik vist, det hun skulle, leget og grinet med kammeraterne og muntret sig ved buffet'en, og jeg fik sludret med nogle af forældrene. Imens hyggede Klara sig gevaldigt hos mormor og morfar.
Og nu sidder jeg i sofaen, snart på vej i seng, og er grundlykkelig over den dejlige dag. Man skal prise sig lykkelig for at have så fantastiske mennesker i sit liv, der altid er der, når man har brug for det. Det kommer både mig og mine børn til gode. Ofte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar