17 juni 2011

Skolefest

Igår aftes var vi til skolefest på Idas skole. Idas mini-sfo skulle synge, og hun havde set rigtig, rigtig meget frem til det. Der var spisning i skolegården, hvor der var rigtig mange mennesker, og stemningen var hyggelig. Man havde på forhånd kunnet købe madbilletter, men rigtig mange havde selv medbragt mad i stedet. Den tanke havde vi slet ikke fået, men der er ingen tvivl om, at vi til næste år også selv tager noget mad med. Det er både nemmere og billigere, og faktisk også mere lækkert end hvad der var at købe på skolen.

Ida var så dygtig hele aftenen. Hvor har hun dog rykket sig, og hun er blevet en stor pige nu. For halvandet års tid siden kunne man ikke drive hende til at stille sig op sammen med en gruppe børn og synge foran et publikum. Nu gør hun det bare. Glad og gerne endda. (Ida står på bagerste række med lilla klokkehat)

Der var gjort rigtig meget ud af festen, og der var mange sjove aktiviteter for børnene. Der var boder, hvor man kunne kaste med bolde, boder hvor man kunne baldre balloner, lykkehjul, vandpistolskydning, hoppeborg og fiskedam, for bare at nævne nogle af dem. Eleverne havde selv været med til at lave boderne og stod også for sammen med forældrene af få det hele til at køre.

Ida kunne bla. godt lide fiskedammen, og vandt en pose med perlekæder og den slags, som hun er meget glad for.

Hoppeborgen på Sporteren (aka. Sportspladsen) måtte vi selvfølgelig også omkring. Ida har aldrig været vild med den slags. Hun har egentlig gerne villet det, men har ikke turdet. Men igår gjorde hun!

Ok, hun var hurtigt oppe og nede igen nogle gange, men hun var inde at hoppe, og det er store sager.

Klara er til gengæld ikke sådan at bide skeer med, og hun var straks på vej ind i hoppeborgen. Min far tog hende dog med hen et sted, hvor hun kunne stå og hoppe i fred for store børn. Og dét faldt i god jord!

Da klokken var en smule over syv, begyndte det at dryppe en lidt, og det blev også lidt koldt. Så vi trak i de varme trøjer, købte nogle popcorn og begav os hjemad. Da vi trådte ind under carporten herhjemme, åbnede himlen sig, og det regnede mere end overbevisende. Hvor heldig har man lov at være?!

Jeg havde været lidt loren ved den skolefest, fordi jeg ikke altid er til den slags sociale begivenheder, men det viste sig bare at være en rigtig god oplevelse. Det var hyggeligt, Ida var dejligt deltagende, og vi kender - pga. vores bys størrelse - VIRKELIG mange mennesker til sådan en skolefest. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Ingen kommentarer: