Skal - skal ikke??

Jeg har kredset som katten om den varme grød med dette indlæg. Vi har tænkt og tænkt, snakket, snakket og snakket. Og så snakket lidt mere. Og jeg har grædt. Af forvirring, frustration og ømhed over min store pige.

Måske kan det virke skørt eller uforståeligt for udefrakom-mende, men når man står med alle følelserne i klemme, er tingene ikke altid så ligetil.

Det handler om Idas skolestart. Som vi, nu lidt overraskende, måske skal skyde et år.

For et år siden var jeg ikke i tvivl: Jeg syntes bestemt, hun skulle vente, for ellers skulle hun begynde i skole, når hun var 5 år og ti måneder (og endnu tidligere i mini-sfo), hvilket jeg syntes, var for tidligt.

Men i de sidste måneder er Ida blevet så stor og dygtig, synes vi. Hun kan så meget, er så interesseret i alt muligt, husker ting og er godt i gang med bogstaver og lidt med tal. I et tidligere indlæg skrev jeg også om, at vi faktisk synes, hun er skoleklar.

Så i sidste uge, nævnte en pædagog i børnehaven, som har de største børn til skoleforberedende aktiviteter, og som jeg har stor respekt for fagligt, at hun var lidt i tvivl med Ida, som hun var det med flere af børnene, som er fra sidst på året.

Det slog mig ret meget ud, da det faktisk ikke var den besked, jeg havde ventet.

Og så gik jeg i gang med at tude, snakke og tænke. Jeg er så god til at få pisket en stemning op, hvor Thomas heldigvis er mere rolig og kan se tingene lidt fra oven.

Igår var vi så i børnehaven til møde om Ida, hvor de anbefalede, at vi søger om udsat skolestart, altså skolestart i 2011 i stedet for i 2010. Det anbefaler de en håndfuld børn i år, sagde de.

Børnehaveklasse er blevet obligatorisk fra i år for de børn, der fylder 6 år, det år børnehaveklassen begynder, så Ida stod for tur i det kommende år.

Vi synes selv, at Ida ville have glæde af at begynde i skolen ift. de faglige udfordringer og ift. at få nogle flere jævnaldrende pige-relationer, hvilket det har været lidt småt med i børnehaven, da Ida har været lidt uheldig at være havnet i et "drenge-år" i børnehaven. Efter sommerferien i år er der dog sket et ryk i pigegruppen, da de største piger er begyndt i skole, og der dermed er blevet plads til Ida hos de lidt større piger. Og hun vokser sådan af det, det er så dejligt at se.

Børnehaven er for så vidt ikke uenige med os. Men de synes, at når nu Ida er den forsigtige pige i børnehaven, som hun er (Ida er en meget forskellig pige ude og hjemme), så vil hun have glæde af at få noget mere pondus og selvværd og at opleve at være den, der er "ovenpå". De tænker også på, hvordan Ida vil have det i et skolemiljø til sommer, med den forsigtighed hun har, og de synes, hun gerne må blive bedre til at byde ind med noget i en forsamling.

Vi kan i det meste godt se, hvad de siger. Hun kunne godt have mere mod og styrke, når hun er ude i verden. Desuden er hun for tiden skrøbelig og bliver nemt ked af det. Vi snakker en del om, hvad der er Idas personlighed, og som man dermed ikke kan rykke så meget ved, og hvad der er udvikling, der kan styrkes med mere tid. Vi tænker dog, måske især jeg, at hun måske godt kunne nå at blive klar til forårets mini-sfo og efterfølgende skole til sommer, når vi nu går ind og støtter hende der, hvor det er svært for hende.

Og derfor vælger vi at ansøge om udsat skolestart. For det køber os noget tid til at vurdere hende. Hvis vi meldte hende til skole nu, ville der ikke være nogen vej tilbage. Men får vi bevilget udsat skolestart får hun chancen for at udvikle sig, og vi kan stadig nå at melde hende i skole til foråret - de skal jo tage hende. Eller vi kan vælge at sige, at hun skal have et år mere i børnehaven.

Det lyder som en ret simpel beslutning, men det har det ikke været. Nok nemmere for Thomas end for mig. For jeg ser på hende og tænker, at jeg synes, hun er stor. At hun kan så meget - og hvad med den nysgerrighed for at lære som hun har nu, hvad kan de tilbyde hende i børnehaven? At hun bliver så stor i forhold til de andre, både fysisk og mentalt, hvis hun skal blive et år mere i børnehaven. At de andre børn, der så vil være tilbage hende, når langt de fleste jævnaldrende er begyndt i skole, er så små - hvordan skal de kunne udfordre hende, som pigegruppen gør nu? Hvad hvis der ikke bliver nogen tilbage af de andre store piger? Jeg tænker på, om vi fortryder - både hvis vi sender hende i skole, og hvis vi lader hende blive i børnehaven. Jeg tænker også på, at jeg synes, det er uretfærdigt, hvis hun ikke skal afsted, og at det føles som om alle hendes jævnaldrende, også dem fra sidst på året, er klar til skole. Jeg føler en stor ømhed for hende, og jeg synes, det er synd for hende. Hvor irrationelt det så end er. Følelsen kan man ikke tage fra mig lige nu.

Lige nu vælger jeg at se den udsatte skolestart som en mulighed for at vurdere, om Ida bliver klar. Så ser vi på det igen i det tidlige forår. Det kan jo også være, at vi slet ikke får bevilget udsat skolestart til Ida, og så hedder det skole. Men nu ser vi. Nemt synes jeg på ingen måde, det er.